Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Her ses Luffe 45+ under Siliverrudder 2025, sejlet af Faaborg-sejleren Henrik Løftgaard. Luffe Yachts ønsker at gøre bådene lettere og hurtigere, det skal opnås ved at lave skroget i kulfiber og med bundramme i kulfiber. Denne båd er 800 kilo lettere end hvis den var bygget i glasfiber. Foto: Claus Nicolajsen - Silverrudder

Nordmand besøger Luffe Yachts: Nye skrog bygges i kulfiber

Der er stadig duft af træ og epoxy i hallerne hos Luffe Yachts i Kolding, men materialerne har ændret sig. I dag bygges alle nye både med skrog i kulfiber – lettere, stærkere og hurtigere end nogensinde før, fortæller nordmanden Olav Taraldsen til SEILmagasinet.no.

Af Troels Lykke |

Nordmanden Olav Taraldsen fra Bodø, ejer af en Luffe 36, tog turen til Danmark for at besøge værftet under årets åbent hus. Her fik han en rundvisning og en snak med Oluf Jørgensen, manden der grundlagde Luffe Yachts for mere end 50 år siden og stadig står ved roret.

 »Oluf kender hver eneste detalje i bådene. Det er imponerende at se, hvor meget håndværk og passion der ligger i hver Luffe,« siger Olav Taraldsen.

Klassisk værft med moderne teknologi

Luffe Yachts blev etableret i 1973 og er i dag et af de få danske værfter, der fortsat producerer både i Danmark. I en tid, hvor mange konkurrenter har outsourcet produktionen eller lukket helt, har Luffe holdt fast i sin filosofi: håndbygget kvalitet, tidløst design og høje sejlegenskaber.

Gennembruddet kom i 1979 med Luffe 37 – en model, der blev en succes i både Danmark, Tyskland og Norge. Den sidste Luffe 37 blev bygget i 2023 som jubilæumsbåd til Oluf Jørgensen selv.

I dag tilbyder værftet tre modeller: Luffe 3.6, Luffe 40.20 og den nye Luffe 45+. Fælles for dem alle er, at kunderne nu vælger kulfiber som standard.

»Vores kunder vil have det bedste. Når man alligevel investerer i en båd i den her klasse, vælger man naturligt kulfiber – både for ydeevne og kvalitet,« siger Oluf Jørgensen til SEILmagasinet.no, der viser billeder fra Åbent Værft forleden.

Luffe 45+ sætter retningen

Den nyeste model, Luffe 45+, markerer et teknologisk spring for værftet. Skroget er helt nyt, og vægten er reduceret med omkring 800 kilo i forhold til den tidligere 45’er. Med lodret stævn, længere vandlinje og lidt bredere agterskrog får båden både mere fart og bedre balance.

Cockpittet er blevet længere, og dækslayoutet er optimeret til enkel betjening – uden at gå på kompromis med Luffes klassiske linjer. Under prøvesejladserne i efteråret viste Luffe 45+ sig livlig og responsiv allerede i let vind.

»Man mærker med det samme, at den accelererer hurtigere. Den sejler præcist, som en Luffe skal – bare med mere kraft,« fortæller Olav Taraldsen.

Skræddersyet dansk kvalitet

Alle både fra Luffe Yachts bygges på bestilling. Kunden vælger selv indretning, rig, motor og farver – og får en båd tilpasset præcist til sine behov.

I øjeblikket bygges to nye Luffe 45+ og én Luffe 3.6 – alle i kulfiber. Værftet beskæftiger omkring 12–14 medarbejdere, og trods den beskedne størrelse er ordrebogen fyldt.

Luffe Yachts står dermed som et sjældent eksempel på et dansk værft, der ikke blot har overlevet – men udviklet sig med tiden.

»Vi har bygget både i 50 år, og der er stadig kunder, som kommer tilbage for deres tredje Luffe. Det siger noget om både kvaliteten og ånden i værftet,« siger 78-årige Oluf Jørgensen.

content-loader
content-loader