Tidligere OL-guldvinder havde drømmedag ved 49er-VM - fra 17 til 4. plads
Den tidligere OL-guldvinder Jonas Warrer har fundet de gamle takter frem. Sammen med makkeren Mathias Sletten fra Aarhus Sejlklub leverede han lørdag en forrygende præstation ved VM i 49er-klassen på Sardinien. Med resultaterne 2-2-1 i dagens tre sejladser strøg duoen frem før medal race i dag.
Det er en markant fremgang for Aarhus-duoen, Jonas Warrer og Mathias Sletten der tidligere på året annoncerede deres comeback i 49er-klassen efter en periode med skader. VM-stævnet er deres første internationale test siden tilbagekomsten.
– Vi ved ikke helt, hvor vi står, men vi har nogle forventninger til os selv, og vi vil ikke være tilfredse med at ligge nede bag i feltet, sagde den tidligere OL-guldvinder, Jonas Warrer, før stævnet.
Mathias Sletten tilføjede før VM startede på Sardinien.
– Det er enormt svært at have konkrete forventninger, for vi har endnu ikke sejlet et helt stævne sammen. Jeg synes, vi begynder at kunne sætte tingene sammen nu, men der er stadig nogle huller.
Frederik Rask fra Skovshoved Sejlklub og Jakob Precht og Precht er på en 8. plads og er også klar til medal race.
Hos kvinderne ligger søstrene Schmidt fra Aarhus Sejlklub på en 8. plads før medal race i 49FX-klassen, mens den anden dansker-duo Rebekka Johannsen og Silje Cerup-Simonsen er på en 9. plads, før søndagens sejladser.
Se de fulde resultater for 49er-klassen her
Se resultaterne for 49FX-klassen her

