Dragonfly 36: Dansk fartmaskine med format klar til boot - plus flere andre både
Jens Quorning og hans hold præsenterer den nye 36-fods trimaran, der kan sejle op til 23 knob og dermed placerer sig blandt verdens hurtigste serieproducerede både. Både fra Hallberg-Rassy, Saffier, Dufour, Lagoon, Hanse og mange andre nye bådtyper vises også frem på boot til januar 2026.
Dragonfly 36 fra Quorning Boats i Skærbæk kommer i to versioner på boot-udstillingen i Düsseldorf til januar 2026: en touring-udgave med selvslående fok og en performance-version med to meter højere rig og overlappende genua.
Fælles for begge er karbonmast og wavepiercer-stævne – for første gang også på midterskroget. Det giver længere vandlinje, mere volumen og tydelig stabilitetsgevinst ved høj fart.
Cockpittet er dybt og markant mere rummeligt end på tidligere modeller.
– Den nye Cockpit Control-opsætning gør det muligt at sejle båden alene uden at forstyrre gæsterne, der sidder foran styrepositionerne, lyder det fra værftet. Fire elektriske spil og dobbelte rat understreger ambitionsniveauet.
Ombord er Dragonfly 36 langt mere cruiserorienteret end tidligere generationer. To dobbeltkahytter, separat toiletrum, pantry og en bred salon giver båden et niveau af komfort, der matcher dens fartpotentiale. Apteringen leveres i ask som standard og elm som tilvalg.
Swing Wing-systemet – Dragonflys signatur – er naturligvis videreført. Bredden kan reduceres fra 8,12 til 3,7 meter på få sekunder og uden værktøj, nu i en lettere og stærkere kompositkonstruktion.
Pris for Dragonfly ekskl. moms: €598.000.
Hallberg-Rassy, Saffier, Dufour og resten af feltet
Boot 2026 byder på en lang række verdenspremierer:
Hallberg-Rassy 370: Klassisk Frers-design med bred hæk, dobbeltror, bøjsprit og den karakteristiske faste frontrude. Et sikkert kort for langturssejlere, der værdsætter kvalitet over støjende trends.
Saffier SE 28 Leopard: Hollænderne blander performance og enkel solo-håndtering i et nyt skrogdesign. Et overraskende rummeligt layout giver båden weekendpotentiale.
Dufour 48: En bred, voluminøs cruiser, der nu også tilbyder et loungecockpit i stævnen. Dufour presser fortsat på i segmentet, hvor plads og komfort er valutaen.
Oceanis 52: Beneteau strammer grebet om cruisingmarkedet med et skrog, der er ekstremt bredt over vandlinjen, men smalt under. Resultatet er høj komfort uden tab på sejlglæden.
Lagoon 38: Katamaranen, der næsten fordobler sin indvendige volumen i forhold til forgængeren. Smart rumudnyttelse og nye loungeområder løfter båden op i en større klasse.
CNB 62: Solaris-ejede CNB leverer en luksuriøs semi-custom cruiser, der kan sejles af et par – men har superyacht-følelse i alt fra de lige linjer til det store panoramasalon.
Excess 13: En lettere, hurtigere og mere moderne version af Beneteau Gruppens performance-katamaranlinje, med smart regnvandsopsamling og raffineret skandinavisk enkelhed i interiøret.
Jeanneau Sun Odyssey 415: Walkaround-dækket, som Jeanneau selv opfandt, lever videre. En praktisk familiebåd, der nu også fås med svingkøl – sjældent i denne størrelse.
Hanse 590: Ny flagskibsmodel med single-ror, hårdtoptag og imponerende volumen. Et skrog, der er tegnet til at kombinere let-flydende dæk, høj fart og rummelighed.
First 30: Sam Manuard har tegnet en ny planende letvægter, der afløser en ikonisk model. En seriøs lille racer til sejlere, der vil have fart for hver centimeter.
Saffier SL 46: Værftets første store cruiser. Findes i to versioner, Med og North, og holder fast i Saffiers mantra om, at alt skal kunne sejles solo.





