Gå til hoved-indhold
Havne
Den nyrenoverede klokkebøje blev holdt over “dåben” af Antoinette Gotfredsen. Den nye attraktion blev indviet med ed et stænk Riga Balsam. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Havne
Som det vistnok eneste sted i Danmark kan Rudkøbing nu byde på en autentisk klokkebøje, som publikum må ringe med. Foto: Søren Stidsholt Nielsen

Når søfolk forstummer, ringer klokkebøjen videre på Rudkøbing havn

En ægte klokkebøje til minde om den nu ophørte 172-årige sømandsforening er afsløret på Langeland. Besøgende kan nu ringe med klokken og selv fremføre den karakteristiske, malmfulde klang, som har advaret søfolk i århundreder.

Af Søren Stidsholt-Nielsen |

RUDKØBING: Med en blanding af vemod og feststemning har den 172-årige Rudkøbing Sømandsforening holdt sit allersidste arrangement.

Sømandsforeningens bestyrelse har tidligere med opbakning fra medlemmerne besluttet, at en del af foreningens formue skal anvendes til at skabe en ny, unik, maritim attraktion på Rudkøbing havn.

Den nye seværdighed på havnen er en farvandsafmærkning, en original, såkaldt klokkebøje, der blev nedtaget i Rudkøbing Løb omkring 1960. 

Du kan ringe med klokken

Som det eneste sted i Danmark bliver det muligt for havnens besøgende at ringe med klokken og selv fremføre den karakteristiske, malmfulde klang, som har advaret søfolk i århundreder. Den røde afmærkning og en info-stander er nu opstillet på kajen ved gavlen af Rudkøbings smukt renoverede DFDS-pakhus fra 1916.

Den historiske klokkebøje er doneret af medlem af sømandsforeningen, Antoinette Gotfredsen, Rudkøbing. Hun er svigerdatter af lods Emil Gotfredsen, der i mange år vedligeholdt de to klokkebøjer i Rudkøbing Løb. Giveren afslørede selv klokkebøjen på dens nye position og “døbte” på bedste sømandsvis havnens nye attraktion i den marstalske gudedrik Riga Balsam.

Op mod 100 mennesker overværede weekendens festlige afsløring af klokkebøjen. En lille håndfuld sømandssange inklusiv “Klokkebøjen” blev hjulpet godt på vej af de gæstende kor fra veteran-coasteren Caroline S af Svendborg samt medlemmer af Marstal Småborgerlige Sangforening.

Info-stander med søkort

Ved klokkebøjen er opstillet en info-stander med bl. a. søkort, historisk baggrund, teksten til sangen samt et QR-link til Bror Kalles Kapels indspilning af “Klokkebøjen” fra 1950.

Den resterende del af sømandsforeningens formue uddeles til Sejlskibs- og Pakhusforeningen i Rudkøbing samt lavene bag de lokale fartøjer veteran-lodsbåden Ejno og motorpaketten Mjølner.

content-loader
content-loader