Bådliv på Budget: Anders drøm om en Mini 650 bliver til virkelighed

6 knob på kryds med storsejlet i tredje reb og en lille krydsfok – i en 6,5 meter kølbåd.

Det lyder næsten som en overdrivelse, men sådan sejler en Mini 650. Voldsomt overrigget, bygget til at krydse Atlanterhavet solo – og alligevel stod jeg pludselig i en lille svensk skærgårdsmarina og så min kommende båd rage 12 meter op over nabobådene.

En bådtype født til oceanet

Mini 650-klassen er en nedskaleret Imoca – de store Open 60’ere, der sejler Vendee Globe. Boxreglen er enkel: 6,5 meter lang, 3 meter bred, 2 meter køl og 12 meter mast. Resten er frit.

The Class Mini blev skabt omkring Mini Transat, et sololøb tværs over Atlanterhavet, første gang sejlet i 1977. Reglerne holder omkostningerne nede, men giver plads til udvikling. Resultatet er en klasse, der i dag er kendt som en legeplads for designere og drømmere – og som konsekvent leverer ekstreme sejlegenskaber i et lille format.

Fra La Rochelle til Blocket.se

Mit første møde med bådtypen var i 2004 i La Rochelle, hvor jeg sejlede VM i Yngling. I havnen lå rækker af Mini 650’ere, klar til Transat. Jeg fik lov at komme ombord på en og talte med skipperen – en alternativ fyr på yderst skrabet budget. Vi var vidt forskellige, men fascinationen satte sig fast.

I årene derefter var jeg optaget af kapsejlads på højt niveau, men jeg fulgte Mini-klassen tæt: protoerne, de hjemmebyggede Didi’er, salgssiderne. Problemet var bare, at bådene typisk lå i Atlanterhavet eller Middelhavet, og med en bredde på tre meter var det både dyrt og besværligt at få dem til Danmark.

I 2023 stod jeg efter et brud og havde brug for at genintroducere eventyret i mit liv. Jeg var tæt på at købe både i Frankrig, på Ibiza og i England, men tilfældigt tjekkede jeg svenske Blocket – og dér lå hun. En svenskbygget Didi Mini MK2 fra 2004, nr. 493. 

Busdrama og mødet med Hakan

Jeg kontaktede ejeren, Hakan. Han var i første omgang skeptisk, træt af henvendelser fra folk, der ikke vidste, hvad sådan en båd krævede. Men vi talte samme sprog, og han inviterede mig op.
Jeg bookede en natbus fra Kastrup, men minutter før afgang kom beskeden: seks timers forsinkelse. I stedet fandt jeg et fly og ankom tidligt næste morgen til Stockholm, hvor Hakan tog imod.

Han viste sig at være international charterskipper med både i Sverige og Malaysia, men ved at drukne i det, han kaldte båtjobba – alt det vedligehold, der følger med ældre både. Jeg lo og fortalte, at jeg med fire både kendte det alt for godt.

Første syn

Vi kørte en time ud i skærgården, gennem et landskab af gran, birk og skær – som taget ud af en Evert Taube-vise i mol. Og dér, mellem de små svenske både, tronede hun: et korngult skrog med store sorte numre på siden, en mast med tre sæt salingshorn ragende 12 meter op – uforholdsmæssigt høj for en båd med kun seks meter vandlinje.

Hun skar sig gennem idyllen som en brunstig løve blandt søvnige indekatte. Jeg kunne ikke skjule det: – Jeg har jo købt den, hviskede jeg til mig selv. For 100.000 svenske kroner.

Første prøvetur

Båden var netop kommet i vandet, masten sat dagen før. Vi gik straks i gang med de sidste detaljer. Jeg var en tur i riggen, monterede dækslet til svingkølen. Så tog vi ud.
Elmotoren på hækken kæmpede selv i vindstille, men da storen gik op – en fathead båret af tre sæt salingshorn – fik båden liv. Seks knob i næsten ingen vind, uden fok.

Og i mellemluft, selv med storsejlet i tredje reb og kun en lille krydsfok, gik båden stadig 6–7 knob på kryds. Det er uhørt for så lille en kølbåd. Til sammenligning sejler en Yngling, som jeg kender bedre end de fleste, knap det halve under samme forhold.

Mini 650’eren er voldsomt overrigget og skal rebes tidligt, men belønningen er fart og kontrol, der føles helt uvirkelig. Med to ror bider den sig fast i vandet, selv når den ligger ned, og jeg kunne styre den med to fingre.

To erkendelser kom til mig den dag i skærgården:

1. Hun sejlede langt bedre, end jeg nogensinde havde turdet drømme.

2. Dette var min drømmebåd.

Handlen og endnu en mast

Efter prøveturen pakkede vi ned og kørte til en lille restaurant. Over kaffe og en nougattærte gav vi håndslag på handelen. Den svenske krone var lav, og vi følte begge, vi havde gjort en god handel.
Resten af dagen tilbragte vi i Stockholm. Hakans veninde havde en lille sejlbåd liggende midt i byen, og hun skulle have mast på. Jeg gav en hånd med – og sådan kom jeg på vandet for anden gang samme dag, i en helt anden skala, men med samme glæde.

Hjemrejsen

Ved midnat sad jeg i dobbeltdækkeren mod København. Denne gang kom bussen til tiden. Jeg var træt og lykkelig, hovedet fuldt af billeder: blå laguner, hvide strande, eventyr bag horisonten.
Hvad jeg endnu ikke vidste var, at havet snart ville minde mig om sin ubønhørlige natur – på den dramatiske hjemtur til Danmark. Men det er en historie til næste gang.

Se historien fortalt på video: https://youtu.be/yzquOY0NYx4

Fakta: Mini 650 nr. 493
● Model: Didi Mini MK2
● Bygget: Sverige, 2004
● Klassenummer: #493
● Længde: 6,5 m
● Bredde: 3,0 m
● Dybgang: ca. 2,0 m (svingkøl)
● Mast: 12 m, med 3 sæt salingshorn
● Deplacement: ca. 1.000–1.200 kg
● Sejlareal: Op til 500 m² på kryds, over 100 m² med spiler
● Typisk fart: 6–8 knob på kryds i mellemluft – tocifrede tal på læns med spiler
● Besætning: Designet til singlehand/offshore
● Første Mini Transat: 1977 – sololøb tværs over Atlanterhavet
● Kendetegn: Voldsomt overrigget, ekstremt hurtig for størrelsen, kræver tidlig rebning og aktiv sejlads