Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
For nogle år siden overtog sønnen Kasper Reese, th, 37 år, Reese Marin efter sin far, Henrik Reese tv. Foto: Troels Lykke
Kort Nyt
Targa 30.1 under test i Aabenraa. Foto: Troels Lykke

Reese Marin fejrer 30 år med Targa – og snart 50 år med Botnia Marin

Forhandler Henrik Reese fra Aabenraa: – Vi begyndte med H-båden i rødt og hvidt – og endte med Targa som flagskib. Den 14. november 1995 viste virksomheden for første gang en Targa 27 frem på Bella Centerets bådudstilling – side om side med en H-båd i samme mørkeblå farve.

Af Troels Lykke |

Når man siger Targa i Danmark, siger man også Reese Marin. I dag – den 14. november 2025 – kan den sønderjyske bådeforhandler fejre 30 år som dansk importør af de finske Targa-både fra Botnia Marin i Malax, Finland. Samtidig nærmer Henrik Reese sig et andet jubilæum: snart 50 år med det finske værft, som han var med til at starte i 1976.

Henrik Reese var med til at grundlægge H-båden sammen med Johan og Britt-Marie Carpelan. Sammen stod de bag udviklingen og salget af det, der kom til at hedde Botnia H-båd – en klassebåd, som fik stor udbredelse og i dag stadig er en af de største klasser i Norden.

Et skifte til motorbåde

Da værftet Botnia Marin i slutningen af 1984 begyndte at satse på motorbåde, fulgte Reese Marin udviklingen tæt. Den 14. november 1995 viste virksomheden for første gang en Targa 27 frem på Bella Centerets bådudstilling – side om side med en H-båd i samme mørkeblå farve.

Det var dér, vi besluttede, at nu skulle vi også være motorbådsforhandlere. Targa passede perfekt til vores kunder: solide, pålidelige både, bygget til nordiske forhold, siger Henrik Reese.

Det viste sig hurtigt, at mange tidligere sejlere – når de skiftede til motorbåd – netop valgte Targa. Siden da har de robuste både været en vigtig hjørnesten hos Reese Marin.

Generationsskifte i Reese Marin

For nogle år siden overtog sønnen Kasper Reese, 37 år, Reese Marin efter sin far. Firmaets mangeårige servicechef, bådebyggeren Michael Hohmann er også medejer i dag.

Min far bliver ved, så længe han har lyst. Han har stadig passionen, erfaringen og relationerne – og kunderne elsker at møde ham, siger Kasper Reese, da minbaad.dk besøgte virksomheden ved Aabenraa Havn.

Her råder Reese Marin over egen By Marina, yachtkran, tankanlæg og ny salgsbygning – samt en 3.600 kvadratmeter stor udstillingshal. I hallen står i øjeblikket omkring 65 både i vinterhotel, mens nye modeller fra Marex, Hanse, Dehler, Moody – og naturligvis Targa – præsenteres i et særskilt udstillingsafsnit.

Targa 41 – drømmebåden fra Finland

Seneste model fra det finske værft er Targa 41, som minbaad.dk tidligere har testet. En båd, der ifølge Kasper Reese repræsenterer alt det, Targa står for: råstyrke, kvalitet og nordisk design.

Når de andre sejler ind, sejler Targa ud. Det siger vist alt om bådens karakter, siger Kasper Reese med et smil.

Targa 41 har større agterdæk, rummelig flybridge og et klassisk, men kraftfuldt udtryk. Den leveres med Volvo Penta-motorer i forskellige størrelser efter kundens ønske.

Nyhed er nu at Targa-bådene fra 23 til 32 fod fås nu også med udenbordsmotorer.

30 år med Targa – og stadig på toppen

Efter 30 år som dansk importør af Targa er efterspørgslen stadig på sit højeste.

Targa er et begreb. Et indeks for kvalitet. Den originale 4x4 på havet. Skroget, søegenskaberne og apteringen i teak er i verdensklasse, siger Henrik Reese.

Targa-bådene er desuden godkendt af flere myndigheder til transport- og patruljeformål. Politiet, havnevæsener og redningstjenester i flere lande har valgt Targa som deres foretrukne arbejdsbåd.

Se Targa-flåden i Aabenraa

Oplev live Targa-bådene 25.1, 30.1, 32, 37, 41 og 46, som alle kan ses i Reese Marins udstilling på Sydhavn 1 i Aabenraa – dagligt fra kl. 10 til 17, lørdag fra 11 til 15 og søndag efter aftale. www.reesemarin.dk

content-loader
content-loader