Sprunget spiler og brodrama: Solo-sejler Lars Christensen er Årets Fighter i Garmin Round Denmark
Singlehand-sejleren Lars Christensen i X-412’eren Wuchtbrumme brugte 6 dage, 4 timer, 36 minutter og 51 sekunder på de 680 sømil rundt om Danmark. Han havde en del udfordringer.
Sidste båd i årets Garmin Round Denmark Race krydsede onsdag eftermiddag målstregen ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Singlehand-sejleren Lars Christensen i X-412’eren Wuchtbrumme brugte 6 dage, 4 timer, 36 minutter og 51 sekunder på de 680 sømil rundt om Danmark – og selvom han kom i mål sidst, ventede der en særlig hæder: Prisen som Årets Fighter.
Spiler sprang i mørket
Lars’ sejlads var præget af dramatiske episoder. Først sprang hans spiler under en natlig kamp i fuldstændig mørke og cirka otte knob.
– Sådan ser min spiler ud efter en episk kamp i fuldstændig mørke og omkring otte knob, fortalte han efterfølgende.
Millimeter fra brodrama
Senere måtte han ændre kurs, da han ikke kunne nå Bagenkop inden for sit 36-timers sejladsvindue. I stedet sejlede han mod Heiligenhafen og passerede omkring kl. 00.30 under havnens bro.
– Jeg vidste fra før, at højden var 22 meter. Min mast med antenne er 19,5, så intet problem, tænkte jeg. Men havnefogeden fortalte mig, at på grund af byggearbejde var gennemsejlingshøjden reduceret med tre meter. Det betød, at jeg kun havde få centimeter at give af. Sikke et held!
Navigationen døde – og tre grundstødninger
Som om det ikke var nok, stod hans navigationssystem pludselig af under sejladsen. Den Axiom-enhed, han benyttede, døde øjeblikkeligt midt om natten, og det efterlod ham uden navigation i et område, hvor alle bøjer var slukkede.
– Fra det ene øjeblik til det andet havde jeg ingen navigation længere. Jeg gik på grund tre gange lige ved siden af sejlrenden, fordi alle bøjer var slukkede, og jeg ikke havde nogen information om de mange lyssektorer. Tro mig, jeg var glad for at slutte natten af med et glas rødvin.
Modtaget med respekt og hyldest
Respekten for Lars’ kampgejst blev tydelig, da både trimaranen Tri (første båd i mål) og Elmo sejlede ud for at følge ham de sidste sømil mod Aarhus i meget let vind. På stævnets sociale medier strømmede anerkendende kommentarer ind.
Da Lars lagde til kaj, stod Garmin klar med prisen som Årets Fighter og et gavekort på 5.000 kroner til Garmin-produkter.
– Godt kæmpet, Lars!

