Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads

Korshavn leverer unik ramme for U-DM – Odense Sejlklub høster stor ros fra ILCA-far

Odense Sejlklub leverede en usædvanlig stærk præstation som værter, da Ungdoms DM 2025 blev sejlet i det fredede Natura 2000-område ved Korshavn. Her stillede ILCA-klassen op med de øvrige ungdoms- og juniorjoller til et mesterskab, der vil blive husket for både sejlsport og fællesskab.

Af Troels Lykke |

- Det her var ganske enkelt en unik oplevelse. Vi har sjældent mødt så mange imødekommende og arbejdsomme frivillige, som vi gjorde i Korshavn. Odense Sejlklub formåede at skabe et fuldstændig velfungerende stævneområde fra ingenting – med kontor, vand, strøm og alt, hvad der hører til, siger Kenneth Bøggild, far til en af ILCA-sejlerne fra Vallensbæk Sejlklub.

Stærk ILCA-deltagelse

ILCA-klassen, der de seneste år har oplevet markant vækst, gjorde U-DM til et af årets sportslige højdepunkter.

Dansk Sejlunion åbnede stævnet for ranglistepoint i sidste øjeblik, så både unge og ældre ILCA-sejlere kunne deltage. I alt stillede 50 sejlere til start fordelt på ILCA4, ILCA6 og ILCA7 – med ILCA6 som den største klasse med 30 deltagere.

- Det er fantastisk at se, hvordan klubbernes arbejde og klasseorganisationen nu for alvor bærer frugt. Der var sejlere i alle aldre og med vidt forskellige ambitioner, og de løftede virkelig niveauet, siger Kenneth Bøggild.

Perfekte forhold – og en dommer, der holdt hovedet koldt

Første dag bød på 14–20 knob vind, høj sol og stabilt vejr – ideelle forhold for ILCA-jollen. Men da torden og hård blæst nærmede sig, måtte baneleder Andreas Kuchler træffe den svære beslutning at sende sejlerne i havn efter tre sejladser.

- Det var en fremragende ledelse af banen. Andreas sørgede for, at alle blev på vandet, til sidste sejler var sikkert i havn. Det skabte ro og tryghed, også for os forældre på land, fortæller Kenneth Bøggild.

Anden dag bød på svagere og mere skiftende vind, men banecrewet fik alligevel gennemført tre sejladser.

Frivillige gjorde forskellen

Det unikke stævneområde stillede store logistiske krav, men frivillige fra Odense Sejlklub og lokale hjælpere fik alt til at glide. Joller og RIB-både blev trukket frem og tilbage i det snævre område, mens solen bagte over Korshavn.

- Humøret var højt hele vejen igennem. Odense Sejlklub har simpelthen et fællesskab, man skal lede længe efter. Det smittede af på sejlerne og os forældre. Kæmpe tak til hele holdet bag, siger Kenneth Bøggild.

Næste stop: Fredericia

ILCA-klassen retter nu blikket mod Danmarks Idrætsforbunds officielle Danmarksmesterskab i Fredericia den 27.–28. september 2025.

Klasser på startlinjen

Klasser, der sejlede om DM-titlerne 13.–14. september 2025:

A-Optimist, B-Optimist, C-Optimist, Zoom 8, ILCA 4, ILCA 6, ILCA 7, Europe, 29er og RS Feva.

Resultater fra U-DM kan ses her: manage2sail.com/da-DK/event/UDM25.

Billeder fra stævnet kan ses her:
Dag 1: facebook.com/media/set/?set=oa.1122970879766262&type=3
Dag 2: facebook.com/media/set?set=oa.1086130050351005&type=3

Se sejlsportsfotograf Peter Brøggers billeder her

Se mere www.facebook.com/DanskSejlunionUDM

content-loader
content-loader