Gå til hoved-indhold
Udstyr
Udstyr

Dansk rullebom i kulfiber: Furlerboom har travlt i Risskov

Hos Dansk Marine Center i Aarhus, i monteringshallen i Risskov, står tre mand og bygger nogle af markedets mest avancerede rullebomme. Virksomheden hedder Furlerboom A/S, og ifølge direktør Christian Due Hammershøy er der ingen grund til at frygte tomgang. Vi fik en rundvisning.

Af Troels Lykke |

- Vi har fint med ordre, siger han smilende til minbaad.dk under en rundvisning i december.

Furlerboom producerer in-boom rullesystemer til storsejl i størrelser til både fra 33 til 80 fod. Prisen for en bom ligger typisk fra omkring 150.000 kroner og opefter, plus storsejl, afhængigt af størrelse, materialevalg og kundespecifikationer.

Gør store både håndterbare

Ifølge direktør fra Furlerboom, Christian Due Hammershøy, er formålet klart: at gøre både markant lettere at sejle – også med lille besætning.

- En rullebom gør det langt lettere at sejle store både, når sejlet skal op og ned, rebes i hård luft, især når systemet kører med elektrisk spil, eller indbygget motor, slår han fast.

Systemet tillader et storsejl med fuldt gennemgående sejlpinde og agterligsroach – squarehead til en vis størrelse. Dermed slipper bådejere for de klassiske kompromiser mellem performance og brugervenlighed, som tidligere generationer af rullemaster og -bomme ofte medførte.

Let og stærk konstruktion

Furlerbooms bomme fremstilles som én samlet konstruktion ved vakuuminfusion i GRP-komposit og kan leveres i fuld carbon. Selve mandrellen, som sejlet rulles omkring, er altid udført i kulfiber for at sikre høj styrke og lav vægt.

Hver enkelt bom beregnes specifikt til den pågældende båd. Laminatets tykkelse og opbygning tilpasses belastninger fra blandt andet midtboms-skøde, kicker og preventer. Resultatet er en bom, der i forholdet mellem vægt og styrke er lidt tungere end tilsvarende løsninger i aluminium, med en markant gevinst i sikkerhed og håndtering.

Designet er slankt og let konisk, og kunden kan frit vælge farve efter RAL-skalaen. Carbonversioner kan også leveres med klar lak, så kulfiberen står synligt.

Furlerboom har også udviklet et integreret bom cover system der let betjenes fra maste enden af bommen, og som ved sejlads er beskyttet i en lomme i bunden af bommen under sejlads.

Manuel eller elektrisk drift

Systemet kan betjenes manuelt via en endeløs line til et cockpitspil eller elektrisk via trykknap. I første tilfælde er linedrevet placeret forrest ved masten, hvilket giver kort belastet line, mindre stræk og bedre kontrol ved rebning. Konstruktionen forhindrer samtidig, at mandrellen kan løbe baglæns, når der sejles med rebet storsejl.

Ved elektrisk drift er motoren placeret inde i mandrellen ved masteenden. Det holder vægten inde ved masten og skjuler teknikken. Den elektriske løsning leveres med motor fra tyske Reckmann.

Også renovering

Furlerboom A/S har produceret rullebomme i mere end 20 år, og virksomheden tilbyder også renovering af ældre systemer.

content-loader
content-loader