Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Gråmissen Bo Petersen vandt atter et OK-jolle-stævne. Arkivfoto: Robert Deaves

Bo Petersen suveræn i Horsens – OK-joller testede formen før DM i Juelsminde

I de barske forhold lørdag viste Bo Petersen format. Med placeringerne 4, 1 og 1 lagde han sig i spidsen foran en stærkt sejlende Ask Askholm fra Svendborg Sunds Sejlklub. Søndag lykkedes det at få gennemført én enkelt sejlads

Af Troels Lykke |

HORSENS.  Med frisk vind, krappe bølger og en stærk felt på 44 både, blev weekendens ranglistestævne for OK-joller i Horsens en ægte generalprøve før DM i august.

I spidsen stod den tidligere europamester og nuværende danske mester, 62-årige Bo Petersen fra Hellerup Sejlklub, der med imponerende sejladser viste, at han stadig er manden, de andre skal slå.

Hård vind og store bølger satte scenen

Horsens Sejlklub havde inviteret til VIVA Arkitekter, Ronstan og Pantaenius Ranglistestævne, og lørdagen bød på sydøstlig vind i frisk til hård styrke – hvilket betød masser af bølger på Horsens Fjord.

– Vinden øgede hen over dagen, og flere af sejlerne kæmpede i de svære forhold. Der var adskillige, der væltede, og på et tidspunkt havde vi 4-5 både med bunden i vejret samtidigt, fortæller baneleder Morten Buhl fra Horsens Sejlklub.

Efter tre hårde sejladser blev sejlerne sendt i land.

– Der er langt imellem, at bølgerne er så store på fjorden, og af sikkerhedsmæssige hensyn var det eneste rigtige at stoppe, siger Buhl.

Bo Petersen dominerede

I de barske forhold lørdag viste Bo Petersen format. Med placeringerne 4, 1 og 1 lagde han sig i spidsen foran en stærkt sejlende Ask Askholm fra Svendborg Sunds Sejlklub.

Søndag lykkedes det at få gennemført én enkelt sejlads, hvor Bo Petersen igen sejlede en suveræn førsteplads hjem – og sikrede sig dermed den samlede sejr foran Ask Askholm og Jørgen Svendsen.

Stævneleder: “Lutter glade sejlere”

Stævneleder Morten Fjerbæk havde samlet et stærkt team på 20 frivillige til at gennemføre stævnet.

– Det er en fornøjelse at være vært for OK-sejlerne. Det er altid en fantastisk god stemning, og selv om vinden drillede, var der lutter glade sejlere på havnen, siger Fjerbæk.

Han roser den positive ånd blandt sejlerne og det engagement, som de frivillige lagde i weekenden:

– Når det kommer til OK-sejlerne, er der altid en ekstra god stemning – og skulle de komme forbi Horsens en anden gang, er jeg sikker på, at de frivillige er klar igen.

Resultater og placeringer kan ses på: manage2sail.com

content-loader
content-loader