Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Flere besætningsmedlemmer og gæster klatrede ud gennem luger og døre på superyachten Bayesian. Andre blev fanget, men slap fri ved at åbne døre indefra eller med hjælp udefra.Tegning: Britiske havariagentur MAIB

Folk blev kastet rundt på Bayesian: Første officielle rapport afslører fatale minutter

Kl. 04:06 ramte vinden med op til 70 knob – og den 56 meter lange Bayesian kæntrede til styrbord i løbet af 15 sekunder. Folk og møbler blev kastet rundt. Generatorerne stoppede, og nødlys tændte. Vand væltede ned ad trapperne, og båden begyndte hurtigt at tage vand ind. Syv omkom.

Af Troels Lykke |

Det britiske havariagentur MAIB har nu offentliggjort første rapport om forliset af Bayesian, der kæntrede natten til den 19. august 2024 ud for Siciliens nordkyst. Syv mennesker – herunder ejeren Mike Lynch og hans 18-årige datter – mistede livet, da den 56 meter lange Perini Navi-yacht kæntrede og sank.

Bayesian lå for anker nær Cefalù, men med meldinger om uvejr besluttede besætningen at sejle mod Porticello. Ved ankomsten kl. 21:24 blev ankeret kastet øst for molen. Vinden var svag, og kun fjerne lynnedslag var synlige. Skipperen gik til køjs med instrukser om at blive vækket ved træk på ankeret eller vind over 20 knob, fortæller det britiske havariagentur MAIB i en længere rapport.

Ved 03-tiden begyndte vejret at forværres. En dæksgast bemærkede tordenbyger tættere på og lukkede luger for at holde regnen ude. Kort efter begyndte Bayesian og en nærliggende yacht, Sir Robert Baden Powell, at drive for anker.

Kæntring på 15 sekunder

Kl. 04:06 ramte vinden med op til 70 knob – og Bayesian kæntrede til styrbord i løbet af blot 15 sekunder. Folk og møbler blev kastet rundt. Generatorerne stoppede, og nødlys tændte. Vand væltede ned ad trapperne, og båden begyndte hurtigt at tage vand ind.

Flere besætningsmedlemmer og gæster klatrede ud gennem luger og døre. Andre blev fanget, men slap fri ved at åbne døre indefra eller med hjælp udefra. Et spædbarn blev reddet ud sammen med sin forælder, mens andre gæster brugte skuffer som trin for at flygte ud i salonen.

Overlevelse og redning

Nødudstyr som EPIRB og redningsflåder blev aktiveret. Besætningen og overlevende samledes i vandet – nogle på puder, andre tømrede rundt. Kl. 04:24 lykkedes det at oppuste en redningsflåde og få folk om bord. En faldskærmsnødraket blev affyret og opdaget af Sir Robert Baden Powell, som sendte sin gummibåd og reddede 15 overlevende.

Seks gæster og et besætningsmedlem blev senere fundet omkomne af italienske myndigheder.

Skibets sårbarhed og vejrforhold

MAIB's analyse viser, at Bayesian i den såkaldte "motoring condition" – uden sejl, med hævet køl og lavt lastniveau – kunne kæntre ved sidevind over 63,4 knob. Rapporten konkluderer, at denne sårbarhed ikke fremgik af skibets stabilitetsmanual, og derfor var ukendt for både besætning og ejer.

En analyse fra britiske Met Office viste, at vejrsituationen var grænsende til supercelle-storme med op- og nedvinde, hvilket forklarer den ekstreme og pludselige styrke.

Konklusion – det ved vi ved nu:

  • Bayesian kæntrede og sank på under 15 sekunder i en pludselig storm med vindstød over 70 knob.

  • Syv mennesker omkom – herunder ejer Mike Lynch og hans datter.

  • Skibet drev for anker, og besætningen nåede ikke at reagere, før ulykken indtraf.

  • Flere overlevede ved at improvisere flugtveje og holde sig flydende indtil redning.

  • En sårbarhed i yachtens stabilitet var ikke dokumenteret og dermed ukendt for besætningen.

  • MAIB’s rapport er foreløbig, da en italiensk strafferetlig efterforskning stadig er i gang.

content-loader
content-loader
content-loader