XR 41 vises frem i Bogense under Nordfyns Bank Cup - to XR 41ere sejler med
Ny kapsejladsracer fra X-Yachts klar til dansk debut efter overlegen sejr i Kiel. Nu kan du komme om bord på XR 41eren torsdag aften 22. maj og møde X-Yachts team. X-Yachts ejer Ib Kunøe er skipper på den ene XR 41er til Nordfyns Bank Cup, hvor 283 både er tilmeldt.
Den nybyggede kapsejladsracer XR 41 fra X-Yachts kan nu opleves på tæt hold i Danmark. Det sker torsdag den 22. maj, når to både af modellen vises frem og deltager i Nordfyns Bank Fyn Cup i Bogense.
Med fem førstepladser ud af otte sejladser satte Formula X sig tungt på ORC A&B-klassen under MaiOR-regattaen i Kiel tidligere i maj.
Sejren var allerede i hus inden sidste sejlads, og båden slog dermed et markant slag for X-Yachts’ tilbagevenden til toppen af den internationale kapsejlads.
Stærkt team bag roret
Holdet bag sejren i Kiel talte både rutinerede navne og unge talenter. Matchrace-stjernen Jeppe Borch stod ved roret, mens den tidligere America's Cup-sejler Jesper Radich havde skipperansvaret. Blandt besætningen var bl.a. også Thor Malthe Andersen, Mads Christian Taatø, Rasmus Taatø, Gustav Schwennesen – og Kræn B. Nielsen, direktør for X-Yachts.
En af de XR 41’ere, der sejler med i Nordfyns Bank Cup, ejes af X-Yachts’ hovedaktionær Ib Kunøe. Om bord er Kræn B. Nielsen, fire X-Yachts-medarbejdere og fem unge sejlere fra Kiel-besætningen. Den anden båd i feltet er bemandet af et eksternt team, hvor KDY-sejleren fra Rungsted, Henrik V. Jørgensen er skipper.
Åben båd torsdag i Bogense
Fra klokken 17.00 torsdag åbnes den ene XR 41 for publikum i Bogense gamle havn. Her får danske sejlere mulighed for at opleve bådens detaljer og design på nært hold.
X-Yachts har allerede solgt 20 XR41ere, hvilket er ret godt gået, lyder det fra flere fagfolk, som minbaad.dk har talt med. Båden koster trods alt cirka 5,5 mio. kroner sejlklar, men der har også været store udviklingsomkostninger på raceren, som vedligeholder X-Yachts DNA om hurtige både.
- Vi håber på at nå 25 solgte XR 41ere inden for det næste år, siger Kræn B. Nielsen, der mærker værftet stor international interesse for modellen, som er målrettet ORC-reglen.
Spændende test under DH-reglen
I Danmark skal XR 41 sejle under DH-reglen, hvilket giver en interessant mulighed for at afprøve bådens alsidighed i et andet måleregelsystem. Det bliver en ny udfordring for designet, som indtil nu har demonstreret stort potentiale i ORC-klassen.
Klar til Gold Cup og VM
Efter Nordfyns Bank Cup fortsætter sæsonen for Formula X og de øvrige XR 41’ere. I pinsen sejles Gold Cup i Haderslev, hvor fire både af XR 41-typen er tilmeldt – og feltet tæller i alt 61 både. Senere venter Sjælland Rundt, Kielerugen og ORC-verdensmesterskabet i Tallinn.
Overgik tidligere europamester
I Kiel slog XR 41 ikke blot konkurrenterne, men også X-Yachts’ egen benchmarkmodel, X-41, som i 2024 vandt EM. Det tolkes som en klar indikation på, at designet af den nye racer er lykkedes. Den stærke debut kombineret med solide sejlegenskaber og teamwork lover godt for fremtidige sejladser.
283 både i Nordfyns Bank Cup
Nordfyns Bank Cup tegner til at blive et af årets største sejladsevents i Danmark med hele 283 både til start.
Med to XR 41’ere blandt deltagerne er der ekstra grund til at lægge vejen forbi Bogense – både for dem med interesse i moderne kapsejlads og for dem, der blot vil opleve en ny generation af danske bådebyggertraditioner.
Stævneleder Jens Kyster fra Bogense Sejlklub, siger til minbaad.dk.
- Vi er tilfredse nok., for 283 både er inden for standard, vil ligger typisk mellem 270 og 320 både i sejladsen rundt om Fyn, siger stævneleder om sejladesen, der igen har en masse aktiviteter på kajen og med live-streaming fra starterne.
Men også fra selve sejladsen fra en Beneteau First 40.7 vil der komme video-updates fra minbaad.dks redaktør, der sejler med på Kerteminde-båden Vild Luxus, hvor René Ipsen er skipper.
Læs mere om XR 41 på: x-yachts.com - se tilmeldte i Nordfyns Bank Cup




