ROCKWOOL Racing slår SailGP-rekord: Foiler 56,2 knob
ROCKWOOL Racing SailGP Team med skipper Nicolai Sehested satte lørdag en ny officiel SailGP-hastighedsrekord, da holdet nåede svimlende 103,93 km/t (56,2 knob) i kraftig vind under Germany Sail Grand Prix i Sassnitz i Tyskland, hvor der sejles videre i dag, foran 13.000 tilskuere.
Da den danskflagede ROCKWOOL-båd fløj over startlinjen i tredje sejlads på førstedagen, smadrede båden den tidligere SailGP-rekord på 99,98 km/t, som har tilhørt det franske SailGP Team siden sæson 3.
Rekorden blev sat med næsten 104 km/t, og styrmand Sehested og resten af teamet er begejstrede for at være de første til at bryde 100 km/t barrieren og blive det hurtigste hold i historien.
“Når du kommer op over 90 km/t, ryster båden, og det handler om at holde den på rette kurs! Det er fedt at slå rekorden. Der er selvfølgelig lidt held involveret – for det handler om at ramme det rigtige vindpust, lige når man kommer ind i powerzonen. Det handler dog også om, hvor meget risiko, man tør tage. Vi kunne se, at vi nærmede os de 100 km/t, og tænkte: lad os prøve. Vi pressede virkelig på i dag”, fortæller Nicolai Sehested, styrmand for ROCKWOOL Racing SailGP Team.
En blandet førstedag for den danske båd
Sassnitz har været for SailGP for allerførste gang i tysk farvand, og arrangementet trak fulde huse med over 13.000 tilskuere forventet langs kysten ved Rügen i løbet af weekenden.
Sejladserne blev afviklet under perfekte forhold, men den normale 12-bådsflåde var reduceret: Mubadala Brazil SailGP Team måtte melde fra efter skader i træningssejladsen, mens USA SailGP Team og Emirates Great Britain SailGP Team udgik efter et sammenstød i fjerde sejlads – en episode, der kostede amerikanerne 12 strafpoint. Begge F50’ere er fortsat under vurdering.
Bonds Flying Roos SailGP Team tog dagens samlede sejr med tre podieplaceringer ud af fire mulige, mens ROCKWOOL Racing sluttede på syvendepladsen – blot seks point fra top tre samlet.
“Ud over hastighedsrekorden er vi ikke super tilfredse med dagen – men alt er stadig åbent før Race Day 2, og vi vil kæmpe for at komme med i frontgruppen,” tilføjer Sehested. “Vi har set i dag, at alt kan ske derude, så vi skal være skarpe og give alt, hvad vi har.”
Sejladserne fortsætter søndag kl. 15.30 lokal tid med lettere vind i vente. Danske fans kan følge løbene direkte og gratis på YouTube, mens internationale seere kan se med på www.sailgp.com/watch.
Fakta om rekorden
- SailGP-rekorden blev sat under tredje sejlads på førstedagen under SailGP i Sassnitz, Tyskland
- SailGP-rekorden blev sat med 103,93 km/t (56,2 knob) – den tidligere rekord lød på 99,98 km/t
- SailGP-rekorden kan ses blive sat i vedlagte videoklip: https://we.tl/t-7Bk9GrPfTb
