Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Den lille båd blev siden skiftet ud med en 50 fods ferrocement-sejlbåd – et vaskeægte projektvrag, forsømt i over 40 år. I dag danner den flydende ramme om Anders’ liv, og renoveringsrejsen nærmer sig sin afslutning.

Velkommen ombord hos Captain Stone – bådliv på budget og med hjertet som kompas

Ny blogger på minbaad.dk: Anders Steen, kendt som Captain Stone. En skilsmisse blev vendepunktet. Han købte en lille motorsejler og flyttede ombord. Det blev begyndelsen på en praktisk og personlig renovering. Nu kæmper han med 50 fods sejlbåd i Vallensbæk.

Af Troels Lykke |

Han har haft hænderne dybt begravet i både – både i overført og helt konkret forstand. Fra finansverdenens top til dæk og dækmalere.

Nu bliver 40-årige Anders Steen, der kalder sig Captain Stone, ny blogger her på Minbaad.dk. Hans mission? At dele ærlige fortællinger fra et liv på vandet – på budget, men med hjertet som eneste sande navigationsinstrument.

Han glæder sig til at invitere jer med ind i sit liv på vandet – et liv fyldt med mening, eventyr og ægte frihed.

Fra kapsejler til coach på dækket

Anders’ maritime rejse begyndte som kapsejler i ungdomsårene i Hellerup Sejlklub, hvor fart og konkurrence var i centrum i Yngling blandt andet, det blev til medaljer, nationalt og internationalt.

Senere blev det til slips og mødelokaler i den finansielle sektor – en karriere, der udefra lignede succes, men indeni var tynget af stress og tomhed.

En skilsmisse blev vendepunktet. Han købte en lille motorsejler og flyttede ombord. Det blev begyndelsen på både en praktisk og personlig renovering.

Den lille båd blev siden skiftet ud med en 50 fods ferrocement-sejlbåd – et vaskeægte projektvrag, forsømt i over 40 år. I dag danner den i Vallensbæk flydende ramme om Anders’ liv, og renoveringsrejsen nærmer sig sin afslutning.

Nye projekter: Katamaran og Mini 650

Senest har Captain Stone kastet sig over en ældre katamaran i Greve. En båd, som skal gøres sejlklar igen. Et nyt kapitel i bådlivet er i gang – og læserne får lov at følge det hele tæt på.

Derudover står en Mini 650 på land i Sverige. En lille, men dristig racer – og måske næste eventyr?

Hans liv handler ikke om dyre både, men om modet til at leve efter sine værdier. Han lever enkelt, nørder med gamle sejlbåde, arbejder som coach – og nyder friheden på det flydende plan.

Følg Captain Stones blog hver 14. dag

Som blogger på Minbaad.dk vil Captain Stone dele tanker og erfaringer fra sin rejse – fra budgetbådsrenovering og praktiske løsninger til refleksioner om frihed, livsvalg og passionen for det enkle liv på havet.

Første indlæg udkommer i næste uge. Glæd dig til en unik stemme fra dækket – hvor værktøjskassen og kompasset arbejder side om side.

Læs mere om Anders’ arbejde og univers på: www.purposepirates.dk
Læs mere: facebook.com/AndersSteenG og 
facebook.com/groups/baadliv/

content-loader
content-loader