Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ben Ainslie, femdobbelt Olympisk medaljetager, heraf fire i guld, var tidligere skipper på denne Ineos, der her ses i Barcelona.

Walker skal lede briternes nye America’s Cup-satsning mod Napoli

British America’s Cup Challenger of Record, Athena Racing, har udpeget den anerkendte sejler Ian Walker som CEO for udfordringen til AC38. Skipper Ben Ainslie antydede samtidig, at feltet til i Napoli i 2027 kan blive større end forventet med comeback til hold fra Schweiz og USA.

Af Troels Lykke |

Ian Walker er dobbelt olympisk sølvvinder, tidligere britisk America’s Cup-skipper og vinder af Volvo Ocean Race. Efter en karriere i cockpittet har han de seneste år markeret sig som leder af eliteorganisationer – senest som CEO for North Sails UK.

Han har et solidt kendskab til America’s Cup. I 2003 stod han i spidsen for det britiske Wight Lightning i den 31. udgave af cuppen. Dertil kommer tre Ocean Race-kampagner, der kulminerede med sejren i 2014-15 med Abu Dhabi Ocean Racing.

Siden rykkede Walker sin indsats i land. Som Performance Director for British Sailing Team stod han i spidsen for en af de mest succesfulde britiske OL-kampagner i nyere tid. Holdet toppede medaljestatistikken ved Tokyo 2020 med fem medaljer – heraf tre guld. De seneste tre år har han ledet North Sails’ britiske ekspertteam.

Finansiering offentliggøres snart

Athena Racings udmelding kommer på et tidspunkt, hvor forventningerne til briternes AC38-planer er stærkt stigende. For få dage siden sagde Sir Ben Ainslie til Reuters, at finansieringen bag hans nye udfordring vil blive offentliggjort "i løbet af de næste to til fire uger".

Ainslie antydede samtidig, at feltet til AC38 kan blive større end forventet. Han pegede på muligheden for en australsk udfordring og på et potentielt comeback fra både Alinghi og – overraskende – American Magic. AC38 sejles i Napoli i 2027.

www.americascup.com

content-loader
content-loader