Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Virksomheden Melfarhus både bygger og udlejer boliger i Middelfart og sidste år udvidede porteføljen med et hotel på marinaen. Hotellet ses her. PR-foto
Kapsejlads
“Vi er naturligvis glade for at få en af byens markante virksomheder med ombord hos os”, siger Henrik K. Rasmussen, kasserer i Middelfart Sejlklub og stævneleder for Blue Week. Foto: Troels Lykke

Middelfarts nye marinahotel, Hotel Melfarhus, bliver sponsor for DH-DM 2026

Blue Week er på vej ind i sit andet år, og Middelfart Sejlklub kan nu præsentere en markant ny samarbejdspartner. Klubben har indgået en treårig partnerskabsaftale med Hotel Melfarhus – Middelfarts nye marinahotel – som samtidig bliver navnesponsor for DH-DM i 2026 til september.

Af Troels Lykke |

Aftalen styrker Blue Weeks økonomiske fundament og understreger den tætte kobling mellem byens erhvervsliv og foreningslivet.

Middelfart er i markant udvikling, og byens virksomheder har tradition for at bakke op om lokale initiativer. Det kommer nu Blue Week til gode.

“Vi synes, at den vision der ligger bag Blue Week fortjener al mulig medvind”, siger Lars Peter Hermansen, forretnings- og udviklingschef i virksomheden Melfarhus, der både bygger og udlejer boliger i Middelfart og sidste år udvidede porteføljen med et hotel på marinaen.

“Blue Week skaber ikke alene liv på marinaen, begivenheden er også med til at understrege byens blå kvaliteter og helt generelt fremhæve Middelfart som et godt sted at bo”.

DH-DM får ny navnesponsor

Ved premièren på Blue Week introducerede Middelfart Sejlklub Fynske Bank som sponsor for Eliteseriens 3. stævne. Den sponsorstruktur bygger klubben nu videre på. Hotel Melfarhus bliver ikke blot partner i Blue Week, men også navnesponsor for DH-DM i 2026, som dermed kommer til at hedde Hotel Melfarhus DH-DM.

“Vi er naturligvis glade for at få en af byens markante virksomheder med ombord hos os”, siger Henrik K. Rasmussen, kasserer i Middelfart Sejlklub og stævneleder for Blue Week.

“Vi har ambitioner om, at Blue Week fortsat skal vokse, men det er udfordrende at skabe fremgang, i det vi kan kalde et ‘vigende marked’. Vi håber og tror, at en solid økonomisk platform kan bidrage til at skabe den stabilitet, der er nødvendig, for at realisere fremtidsplanerne for Blue Week”.

Early Bird-rabat til sejlere

Som en del af partnerskabet tilbyder Hotel Melfarhus nu en særlig Early Bird-rabat til deltagere ved Blue Week og DH-DM.

“For at markere opstarten på partnerskabsaftalen har vi besluttet at tilbyde 1/3 af hotellets værelser til sejlerne med 10% rabat frem til 1. februar. De kan bookes på hotellets hjemmeside hotelmelfarhus.dk og rabatten opnås ved at bruge koden: blueweek2026. I de største værelser er der plads til seks gæster og jeg tror, man skal være hurtigt ude, for at sikre sig ét af dem”, runder Lars Peter Hermansen af.

Blue Week afvikles over den sidste weekend i august og den første weekend i september og byder på kapsejladser for joller, klassebåde og distancekapsejlere.

Læs mere om stævnet: dansksejlunion.dk/dh-dm

content-loader
content-loader