Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Dansk Sejlunion stod netop overfor at skulle hædre hende med Ærestegn i weekenden på generalforsamlingen. Foto: Dansk Sejlunion

Line Markert blev kun 48 år - nu reagerer Dansk Sejlunion efter tragisk flyulykke

- Det er med meget stor sorg, at Dansk Sejlunion har modtaget nyheden om, at Dansk Sejlunions tidligere formand Line Markert samt hendes mand og barn er omkommet i en tragisk flyulykke, lyder det. Aarhus-borgmester reagerer også på tragedigen.

Af Troels Lykke |

Line Markerts familie lettede fra lufthavnen i Samedan klokken 17.20 og havde kurs mod Roskilde. Blot to minutter efter at være lettet brød flyet - et propelfly af typen EA-400 - af uvisse årsager i brand, hvorefter det ifølge et øjenvidne drejede rundt om sin egen akse og styrtede til jorden i Schweiz i et boligområde, hvor det eksploderede, forklarer TV 2 Østjylland.

Den meningsløse og pludselige død får nu Dansk Sejlunion til at reagere.

Line Markert har sat et meget stort aftryk på Sejlerdanmark gennem 11 år i bestyrelsen, heraf syv som formand.

Hun gik af som formand for Dansk Sejlunion i forbindelse med valget til vicepræsident i World Sailing i efteråret 2024, fortæller Dansk Sejlunion på deres facebook-side.

– I Dansk Sejlunion er vi alle dybt berørte af situationen. Line har styret Dansk Sejlunion med sikker hånd som formand gennem mange år, og vi stod netop overfor at skulle hædre hende med vores Ærestegn i weekenden på generalforsamlingen. Vi sender vores varmeste kondolencer og tanker til de efterladte. Det er et meget stort tab, siger Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion.

Advokat i Horten, Hellerup-sejler Line Markert, blev kun 48 år. I flyulykken døde hendes mand, Andreas Christensen og deres fælles søn, Gustav, også.

Aarhus-borgmester reagerer også på ulykken

Line Markert er uddannet i jura fra Aarhus Universitet i 2003, og hun sad i bestyrelsen for Aarhus Havn sammen med blandt andre borgmester Anders Winnerskjold (S) og erhvervsmanden Lars Fournais.

I 2020 blev hun af byrådet i Aarhus udpeget til en plads i bestyrelsen for det kommunalejede AffaldVarme, hvilket var selskabets første bestyrelse. AffaldVarme hedder i dag Kredsløb.

Fra 2014 til 2024 var hun bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion - fra 2017 som formand. I november sidste år blev hun valgt som Vice President i World Sailing med 73 ud af 84 stemmer.

Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) skriver på facebook:

- Det er med stor sorg, at jeg i dag har modtaget beskeden om Line Markert, hendes mands og søns tragiske og alt for tidlige død. Mine tanker og dybeste medfølelse går til familiens efterladte samt til kolleger og medarbejdere hos advokatfirmaet Horten, hvor hun var partner og forperson for bestyrelsen. Jeg har kendt Line som en særdeles kompetent og professionel sparringspartner i bestyrelserne for Kredsløb og Aarhus Havn. Line havde et stærkt engagement i Aarhus, som vi kun kan være taknemmelige for. Hun vil blive savnet. Æret være Line Markerts minde.

content-loader
content-loader
content-loader