Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
- Vi forventer at der kommer 300-320 til start i morgen, den kraftige vind har desværre gjort at flere ikke når frem, så vi bliver lidt færre i år til Silverrudder, siger Steen Lundager til minbaad.dk. Foto: Silverrudder

Hård sydvestenvind fik norske sejlere til at vende om før solo-sejladsen Silverrudder

Fire norske både når ikke til Silverrudder 2025, hvor starten går fredag formiddag. Meteorologerne lover frisk sydvestlig vind, op mod 11 m/s i pustene ved start i Svendborg, hvor vi kommenterer fra kl. 10, hvor første start går. 320 både ventes til start, efter afbud pga. hårdt vejr vejr.

Af Troels Lykke |

Fredag morgen går starten til Silverrudder, den 134 sømil lange soloregatta rundt Fyn.

Men de norske sejlere, som de seneste år har sat et markant præg på stævnet, bliver i år kun repræsenteret af en håndfuld både, fortæller Seilmagasinet.no.

– Vejret på transporten til Svendborg gjorde, at jeg vendte om i Sæby. Jeg er nu hjemme igen og deltager desværre ikke i år, fortæller Ole-Petter Laksholm fra Son i Norge. Han skulle have sejlet sin Sun Fast 3300 Popcorn, men valgte at vende stævnen mod hjemhavnen.

Laksholm er ikke alene. Frank Sandberg i Sun Fast 35 Tusså og Peter Sahlström i J/120 The Joker måtte også opgive efter hårdt vejr under overfarten fra Sverige.

Tim Sandberg, som netop havde sejlet OneStar fra Hankø i sin Dehler 30 OD Hyrrokkin, droppede ligeledes Silverrudder og stiller i stedet op i Nesodden Høstcup. Hans Petter Mortensholm i Dehler 38 Blue Charm bliver også hjemme.

Fire norske både tilbage

Trods ugens blæsevejr når nogle få norske sejlere frem til Svendborg.

– Morten Knudsen i First 34.7 Lethe og Willy Forland i Elan 37 Levens ankom her til morgen efter en barsk tur, fortæller Laksholm. Finn Jacob Enger fragter sin Seascape 24 Maverick på trailer og ventes også klar. Endelig sejler Runar Åsly under svensk flag, men med norsk pas, og han tæller med i den norske lejr.

Dermed ser det ud til, at kun fire norske både kommer til start, langt færre end de otte, der oprindeligt var tilmeldt.

Stævneleder fra Svendborg Amatør Sejlklub, Steen Lundager, forklarer til minbaad.dk.

- En af nordmændene sejlede hertil i 20 m/sek. Og lige nu er der 260 både i havnen, men vi forventer at der kommer 300-320 til start i morgen, den kraftige vind har desværre gjort at flere ikke når frem, så vi bliver lidt færre i år. Men vi håber mange vil komme ned og se starten og man kan købe strandkaffe ved Christiansminde og det ser fint ud med vind, det værste for sejlerne er hvis der mangler vind, siger han.

Frisk vind ved start

Meteorologerne lover fortsat frisk sydvestlig vind, op mod 11 m/sek. i pustene ved fredagens start. Vinden ventes at holde retningen, men aftage til omkring 5 m/sek. i løbet af lørdagen, når feltet runder Fyn og vender tilbage til Svendborg.

Første start går kl. 10 og minbaad.dk forventer stærkt at der sejles bagbord rundt om Fyn, ingen ønsker nemlig at de mange sejlbåde skal kæmpe ved broen og med Ærø-færgerne.

14 både startede i 2012

Silverrudder er verdens største solosejlads målt på deltagerantal, og det kræver både mod og grundig forberedelse at gennemføre – især når efterårsstormene melder sig.

Silverrudder startede første gang i 2012, deltog med blot 14 sejlere, som BådNyt og redaktør Morten Brandt tog initiativ til, senere overtog Svendborg Amatør Sejlklub sejladsen, men klubben var med fra start i 2012.

www.silverrudder.com

content-loader
content-loader