Bådliv på Budget med Anders: Grundstødning, tågehorn og triumf – første togt efter genopbygningen  

24 sømil – knap 50 kilometer – fra Svanemøllen til Vallensbæk i en 22 tons tung cementbåd med en 40 hk påhængsmotor. Det lyder måske beskedent, men med modstrøm, grundstødning og fem lange trut fra et krydstogtskib blev den ti timer lange tur alt andet end rutine. Her er fortællingen om den første fulde sejlads efter genopbygningen.

Der var to ting, der sad i mig den morgen. Den ene var gårsdagens motorstop på vej til mastekranen. Det andet var alle de ting jeg ikke havde nået i de vanvittige dage op til afsejlingen. Øverst på den liste var de øjer jeg ville have monteret på den tværpind, der var svejset på rorstammen under dæk.

De var tænkt som en ekstra sikkerhed, hvis hydraulikken skulle finde på at stå af undervejs. Jeg havde ikke nået det, og nu lå de bare og gloede dumt på mig..

Jeg havde ladet motoren stå i tomgang med lidt frigearsgas i en times tid, men den nægtede at gå jævnt. Lige indtil Michael trådte om bord. Som ved et trylleslag faldt den til ro, og den slags sætter sig i kroppen. Man lytter efter lyde, der måske ikke findes.

Det var en vanvittigt smuk morgen. Solen stod højt på himmelen, overfladen var helt stille og alting spejlede sig i vandet. Jeg var dybt splittet. På den ene side afsindigt nervøs, på den anden, lykkelig over at det var virkelighed. At bringe den skude tilbage til livet har været den største håndværksmæssige udfordring i mit liv. Mentalt har det til tider også trukket tænder ud, så at stå her på vej ud af havnen, det var sgu stort! Jeg havde lovet mig selv at nyde dagen uanset hvad der ville ske. Nu skulle det stå sin endelige prøve.

Spørgsmålet der gav ro

Allerede da vi sejlede ud mellem molehovederne i den midlertidige erstatningshavn i Svanemøllebugten, sagde Michael – sådan lidt henkastet:

“Hvad gør vi egentlig, hvis motoren går ud?”

Mærkeligt nok fandt jeg ro i det spørgsmål. For jeg havde forberedt mig. Jeg havde ham ved min side. Der var ikke en sjæl på kloden, jeg hellere ville dele det her togt med. Og fint at få det spørgsmål afklaret med det samme.

Michael havde stået ved min side hele vejen. I regn, slud, og slibestøv. Både når det havde været sjovt, men så sandeligt også når det havde været surest.. Dengang vi stod i frostvejr og lavede hydraulik der drillede helt vildt. Det var så koldt at dråben under næsen frøs til is.

Da vi konstruerede det vanvittige motorbeslag, lavede ror og kæmpede med at få masten til at balancere. Og nu stod han her igen – og styrede min båd.

Planen hvis motoren svigtede

Jeg svarede ham roligt: Hvis motoren strejker, så går jeg i gummibåden. Den hang klar på styrbord side af agterskibet. Nyserviceret firetakts motor. 15 hk. Testet dagen før. Jeg vidste, den kunne starte. Gummibåden kunne både trække og styre.

Vi havde tre telefoner, en tablet, powerbanks og ekstra batterier. Søkort på alle enheder, håndholdt VHF. To ankre og en ekstra kæde. En plan A, B og C. Og benzin nok til en hel uge. Alt det gav ro. Ikke en garanti – men en sjælden tryghed i et projekt, hvor så meget var bygget på øjemål. Husk på at alle de vitale systemer er nykonstrueret. Der sad ikke noget gammelt man kunne læne sig op af som der normalt gør når man renoverer en ældre båd.

Første waypoint og krydstogtsdrama

Første waypoint: Kranerne på Nordhavnstippen. Og dagens første drama. En havnearbejder fægter med armene – vi ved ikke hvorfor. Måske fordi vi sejler (for) tæt på, måske fordi han ville sige “god rejse”. Vi satser på det sidste, og jeg får skudt et billede præcis som vi er under en af kæmpe kranerne.

Langt ude i sundet mod nord kommer et krydstogtskib larmende fra horisonten. Stort som en by. Vi besluttede at vise vores hensigter tydeligt: Lave en cirkel omkring os selv. Problemet var bare, at motoren og roret ikke helt var enige. Vi nåede kun en halv omgang, før vi var i gang med at rette op. Fem trut fra skibets tågehorn skar gennem stilheden. Vi tog dem med en blanding af flovhed og stolthed. Vi var på vej.

Modstrøm og grundstødning ved Kastrup

Ruten gik videre forbi Middelgrundsfortet og Ungdomsøen. Vi holdt tre knob på lidt over halv gas. Men så mødte vi strømmen. Lige i snotten. To knobs modstrøm, måske mere. Vi sneg os ned på to og et halvt knob – og i perioder under to, knapt nok styrefart. Vi gav lidt mere gas, men ville ikke risikere at varme maskinen for meget op, det var jo trods alt en lang tur.

Vi søgte strømlæ under land. Så snart vi var fri af byggeområdet foran indsejlingen til Københavns Havn, faldt vi af. Vi kyssede Lynettens indsejling, og så den vanvittige vippebro, som man har spærret de københavnske lystsejlere inde bag. Nu skal de spørge pænt for at få lov til at sejle en tur. Forbi Sundby Sejlforening og Amager Strandpark, og måske lidt for tæt på Kastrup Havn.

Jeg kender farvandet nogenlunde, her har jeg sejlet utallige kapsejladser som dreng. Men søkortet på min tablet lovede mere vand end der var. Pludselig kunne vi høre at motorlyden ændrede sig. Jeg kiggede på Michael - Står vi? Det gav ingen mening – ifølge kortet skulle der være mellem 3-6 meter vand. Men vi stod. Forsøg på bak og frem, roret i borde. Skulle vi sætte gummibåden i og forsøge at trække os fri? Men nej, efter megen bakseri kom vi heldigvis fri af grunden. Jeg sendte min gamle ven Tonny Trykluft en kærlig tanke. Nu havde vi da det tilfælles, at vi begge var grundejere på Amager..

Michael trak sin mobil frem og åbnede Navionics. På det kort stod sandbanken tydeligt 1-2 meter vand, og en høflig advarsel om at sejle udenom.

Forbi lufthavnen og ud til Drogden Fyr

Vi rundede lufthavnen. Jetmotorer bragede hen over os som dommedagstrompeter. Jeg er altid ekstremt lydfølsom når jeg sejler. Den mindste forandring i lyden kan betyde at motoren er på vej i problemer. Så hver gang de fly passerede, måtte jeg skille lydende ad. Bare rolig Anders, det er ikke din totakter, der er begyndt at lyde som en Boeing..

Jeg havde en fast runde, jeg gik ca. hver halve time. Jeg tjekkede den specialbolt, der holdt hydraulikcylinderen sammen med roret. Jeg havde ikke kunne få en låsemøtrik i 14 mm med så kort varsel, derfor var det blevet to almindelige, som jeg ved kan ryste sig fri af motorens vibrationer. Søventilerne, der har siddet i båden siden 1981 og i øvrigt ikke har været på land siden 2011. Blackjacken. Alt var tæt. Alt holdt. Jeg fyldte brændstof på og konstaterede, at motoren stadig gik som den skulle, dejligt.

Ved Dragør Sandrev var strømmen stærk, vinden og søerne imod. Jeg havde plottet en rute, men Michael så på den og rystede på hovedet. Lavt vand og store sten truede. Vi måtte ud i dybet – helt ud til den yderste farvandsafmærkning før Drogden Fyr. Fyrtårnet jeg havde frygtet som stor dreng. Hver gang min mor og jeg havde forsøgt at sejle derud i vores lille drabant 22 var bølgerne blevet for store, eller også var motoren gået ud. Denne gang lykkedes det. Jeg tog et billede. Sendte det til hende “Denne gang klarede vi den.”

Sidste strækning mod havn

Vi lagde kursen vestpå. Landkending: Avedøreværket, Brøndby Strand husene. Vinden stod skråt ind bagfra – agterlig slørsejlads – og båden dansede som en havsejler skal. Kurskorrektioner i ét væk. Vi var trætte. Jeg var mentalt flad. Den sidste strækning føltes længst.

Da jeg så de gamle forbandede bundgarnspæle, som jeg havde frygtet som dreng, ude om styrbord kom minderne. Jeg havde ikke set dem i 25 år, men kunne stadig huske historierne om hvordan en knækket bundgarnspæl kunne gå op gennem forskibet på en intetanende lystsejler. Jeg gøs ved tanken!

En silhuet dukkede op i horisonten, kunne det virkelig passe? Det må være Arken.

Kløvedal havde skrevet det bedst: Der findes intet større end at sejle en ø op af havet. Kun drevet af naturen, navigationen og det dyrebare kammeratskab. Godt nok talte han om havsejlads med flere uger i søen.

Vi havde kun sejlet i 8 timer, men med tre års hårdt arbejde i bagagen. Og dyrebart det var det fandme det kammeratskab. Michael skylder mig ingenting. Jeg har lært ham at kende på broen i København. Det startede med at jeg hjalp ham med et par småting på hans båd. Nu sidder han her ved siden af mig som den helt uundværlige trofaste klippe jeg virkelig havde brug for.

Jeg var lykkelig og ekstatisk, men måtte samtidig tøjre begejstringen fordi der stadig var langt ind, og vi stadig ville være på spanden hvis motoren stod af så langt fra land.

Anløb og fortøjning

Da bølgerne ramte os lige agter, gik hækken dybt. Propellen sugede luft, og jeg opdagede, hvor langt nede motoren sad. For lavt? Måske. Men det gik.

Jeg begyndte at kunne skimte masterne i Ishøj og Vallensbæk. Vi havde lidt over en time tilbage. Jeg vidste, det sværeste lå foran os: at lægge til. Det begyndte at spidse til, fordi jeg skulle nå at trække gummibåden fra agterenden til boven. Den skulle ligge der for at vi kunne bakke ind på pladsen. Selv midt i stressen kunne jeg nå at glæde mig over hvor naturskønt der er i området omkring indsejlingen.

Vi anløb havnen med 3 knob, som var vores max. Det var nødvendigt at have styrefart. Michael mindede mig om, at jeg havde vinden lige i hækken – husk at du skal nå at bremse! Da vi var omtrent en kabellængde fra pladsen, kastede jeg de 22 tons cement rundt i en halvcirkel, og slog fuld bak. Michael på det store ror, jeg styrede motoren som en slags omvendt bovpropel. Bakkede hækken indenfor pælene, det var det vigtigste. Jeg fik kastet en tamp i land.

Folk stimlede sammen på broen, normalt hader jeg det, men hjælpsomheden måtte jeg jo tage imod. Vi knoklede rundt for at få fire fortøjninger og to spring justeret rigtigt ind. Jeg kæmpede, Michael kæmpede, folkene på broen kæmpede i vinden og bølgerne.

Efter præcis 10 timer kl 19.00 lå vi nogenlunde fast, og sagde jeg til Michael: "Vi må køre nu." Han forstod det ikke helt. Båden flød med tovværk og sejlertøj. Det var lige meget, jeg skulle væk. Skjule mig.

Regn, burger og et nyt kapitel

På vej hjem kom det tordenvejr, der havde truet os hele dagen, klam varme og duften af sommerregn. Michael tilbød overnatning i hans båd, men jeg takkede nej. Jeg måtte tilbage til min egen.

En McDonald’s-burger på vejen. Det bedste måltid længe. Og så køjen. Regn dryppede ned gennem de huller, jeg selv havde skåret i dagene op til turen. Det var lligemeget nu.. Så længe det ikke er havvand!

24 sømil eller ca. 50 kilometer. For nogen er det ingenting, for mig var det hele min verden. Tre år med hårdt arbejde og store drømme. Og nu venter et nyt liv, når solens stråler vækker mig i morgen tidlig.

Inden jeg faldt i søvn sendte jeg en kærlig tanke til Neptun, til Michael, til alle der har hjulpet mig – og til letmatrosen, min elskede kæreste.

Med salte hilsner fra kortbordet.
Captain Stone