Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Sejren i Tallinn understreger, at det ikke kun handler om dygtige sejlere, men også om båddesign i absolut verdensklasse. På billedet ses VM-sølvvinderen Dixi 5 med skipper Erik Stannow. PR-foto
Kapsejlads
Jesper Radich nyder champagnen med holdet i Tallinn.
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

X-Yachts skabte verdensmesterbåden XR 41 på 18 måneder

Den danske XR 41 har skrevet sig ind i sejlsportshistorien. Båden, udviklet af X-Yachts i Haderslev, sejrede ved ORC-verdensmesterskabet i Tallinn. – Vi satte et ambitiøst mål for 18 måneder siden. Det er én ting, men at levere på det er kæmpe stort, siger Kræn Nielsen, direktør hos X-Yachts.

Af Troels Lykke |

Bag roret på vinderbåden ved ORC VM i klasse B, stod et par af Danmarks stærkeste profiler. Skipper var den 50-årige topprof Jesper Radich, mens det var det 27-årige matchrace-es Jeppe Borch (se video-interview), der styrede båden som rorsmand. Kombinationen af erfaring og talent viste sig uovervindelig.

Især på læns og halvvind viste XR 41’eren sit fulde potentiale. Her trak den danske båd fra konkurrenterne og slog selv den mangedobbelte verdensmester WindWhisper, en Grand Soleil 44 Performance, der måtte nøjes med bronzepladsen. Sølvet gik til endnu en XR 41, DIXI 5, med Erik Stannow ved roret.

Allerede inden sidste sejlads var i hus var den danske XR 41 FormulaX verdensmester.

Ambitiøst mål nået på 18 måneder

For blot halvandet år siden satte X-Yachts sig et dristigt mål: At udvikle en båd, der kunne vinde VM. Nu er missionen lykkedes.

– Vi satte et ambitiøst mål for 18 måneder siden. Det er én ting, men at levere på det er kæmpe stort. Tak til det fantastiske hold på båden og alle dem, der har skabt XR 41’eren, siger X-Yachts-direktør Kræn B. Nielsen, der fejrede sejren på havnen i Tallinn.

Med to XR 41’ere på podiet og en tredje på fjerdepladsen, EXCITER med Jens Kuphal som skipper, blev mesterskabet en massiv blå-hvid sejr i et felt på 22 både.

X-Yachts viser verdensklasse

Sejren i Tallinn understreger, at det ikke kun handler om dygtige sejlere, men også om båddesign i absolut verdensklasse.

– Det her viser, at det ikke bare handler om vores teams evner på vandet – båden i sig selv er et verdensklasseprodukt, siger Kræn B. Nielsen.

Sejren er blevet fulgt tæt af et filmhold. En dokumentarserie om XR 41 og ORC-VM vil snart blive offentliggjort på X-Yachts’ officielle YouTube-kanal.

Om X-Yachts

X-Yachts blev grundlagt i 1979 i Haderslev og er i dag en af verdens førende producenter af højtydende sejlbåde. Med fokus på kvalitet, innovation og sejlerglæde leverer værftet både til sejlere over hele verden – med rødderne solidt plantet i det sydlige Jylland.

content-loader
content-loader