Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Line Markert sejler her CB 66 i Hellerup. Hun fortalte fornylig til minbaad.dk at familien var vældig glade for deres Luffe 40.04. Familien havde også en Ylva, der var sat i stand. I dag ville Line Markert være fyldt 49 år. Foto: Hellerup Sejlklub/Per Heegaard

Line, Andreas og Gustav elskede sejlads - mindeord fra Hellerup Sejlklub

Glæden ved sejlads lyste altid ud af familien – uanset om det handlede om kapsejlads i CB66 eller tursejlads i familiens båd. Der var altid store smil, højt humør og glæde omkring Line, Andreas og Gustav, når man mødte dem på havnen på vej ud for at dyrke den hobby, de alle elskede så højt.

Af Troels Lykke |

Tidligere formand for Dansk Sejlunion Line Markert, hendes mand Andreas Markert Christensen og deres fælles søn omkom mandag aften i en privat flyulykke i Schweiz. 

Sønnen gik til daglig i niende klasse på Oure Efterskole på Sydfyn. En skole der er gået i sorg over at miste en god ven, fortæller Avisen Danmark.

- Hele skolen er meget berørt af ulykken, og vi sender de varmeste tanker til de efterladte, som står i en helt ubegribelig svær og tragisk situation, siger forstanderen til Fyns Amts Avis.

Samme sorg er sket i Hellerup Sejlklub, hvor familien var aktive og vellidte sejlere.

Mindeord for Line, Andreas og Gustav fra Hellerup Sejlklub

Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om Line Markert, Andreas Christensen og deres søn, Gustavs død. Familien omkom i en tragisk ulykke i deres fly på vej hjem fra Schweiz.

Sejlsporten, i alle dens farver og former, var omdrejningspunktet for familiens liv. Line viede otte år af sit liv til at tjene dansk sejlsport som formand for Dansk Sejlunion og skulle netop til at fortsætte sit utrættelige arbejde for sejlsporten som vicepræsident i World Sailings bestyrelse.

Line, Andreas og Gustav var aktive medlemmer af Hellerup Sejlklub, og de sejlede sammen i deres CB66, så ofte tiden tillod det.

Glæden ved sejlads lyste altid ud af familien – uanset om det handlede om kapsejlads i CB66 eller tursejlads i familiens båd. Der var altid store smil, højt humør og glæde omkring Line, Andreas og Gustav, når man mødte dem på havnen på vej ud for at dyrke den hobby, de alle elskede så højt.

Det er meget svært at sætte ord på den tragedie, der har ramt familien og alle dem, de har berørt. Med denne tragiske ulykke tager vi afsked med en familie, der ikke blot brændte for fællesskabet, men som også i meget høj grad bidrog til det med al deres energi og engagement.

Kære Line, Andreas og Gustav – tak for jeres uvurderlige arbejde for Hellerup Sejlklub og for sejlsporten i almindelighed, tak for de mange hyggelige timer sammen i sejlklubben, tak for de lange samtaler på havnen, tak for de sjove kampe på vandet, tak for de mange skønne timer med jeres familie i skærgården, og tak for drinks på klipperne i solnedgangen. 

Vores dybeste tanker går til Line, Andreas og Gustav – og til de efterladte, som står tilbage med et kæmpe savn og en dyb sorg.

For dem af jer, der kendte Line, Andreas og Gustav, samles vi i Hellerup Sejlklub i dag (tirsdag) kl. 17 for at dele gode minder og sænke flaget ved solnedgang.

Ære være jeres minde.

Simon Mørup-Petersen

På vegne af bestyrelsen

content-loader
content-loader
content-loader