Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Anders Johansen med den røde spiler er på vej i mål i Svendborg. I aften skal han dødtræt til bryllup. Foto: Silverrudder
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads
Kapsejlads

Silverrudder 2025: Corsair F31 først i mål - over 500 tilskuere så start

Svendborg lagde igen vand til verdens største solosejlads, da 295 sejlere – heraf blot seks kvinder – fredag morgen startede Silverrudder 2025. Ruten gik som altid bagbord rundt om Fyn, i alt 134 sømil, i vindstyrker vindstille til op mod 15 m/sek. Landmark 43 med Meridin første kølbåd i mål.

Af Troels Lykke |

Første båd i mål i Silverrudder 2025 blev tyske Lars Kaempfe i en Corsair F31 One Design i Multihull Large-klassen i tiden 20 timer og 27 minutter. Rekorden lyder på 14 timer og 8 minutter.

I kølbådene tog den unge, dygtige Martin Meredin igen sejren i Extra Large med sin Landmark 43 fra Kalundborg. Han var første kølbåd i mål i tiden 21 timer og 49 minutter.

I alt er 18 både udgået kl. 14 og 95 både er kommet i mål indtil videre, forklarer stævneleder Steen Lundager.

- En har knækket mast, to gik på grund og to har ødelagt sejl, bl.a., siger han.

Allerede fra første minut var der underholdning, da de to Faaborg-både Frostboks 38 og en ny Luffe 45 i kulfiber, helt unødvendigt tyvstartede i den kraftige modstrøm ud for Christiansminde, men det viser sig nu at de ikke er opført som tyvstartende i resultatlisten, som vi ellers var blevet oplyst om ved startlinjen fra startboksen, få minutter efter starten gik. Vi beklager misforståelsen.

Over 500 tilskuere så det starterne helt tydeligt fra kajen, hvor der blev solgt både kaffe og fadøl. Minbaad.dk kommenterede starten direkte, og begivenheden blev en kæmpe publikumssucces for Svendborg Amatør-Sejlklub, der stod bag arrangementet med i alt 450 tilmeldte både – selv om en del aldrig kom til start.

Anders Johansen i JPK 10.30: 23 timer og 5 minutter
Blandt de mange danske deltagere sejlede Anders Johansen fra Vejle sin JPK 10.30 til en fjerdeplads i Medium-klassen. Han fortæller til minbaad.dk:

- Jeg kom rundt på 23 timer og 5 minutter. Jeg var forrest ved Æbelø, men nogen var hurtigere til sidst i det lette vejr med spiler ind i Svendborg Sund.

Johansen beskriver turen således:

- Det fedeste var turen fra Thurø til Fynshoved med stor genakker, masser af vind og lange surfture på 12-15 knob. Lillebælt var fin med lidt modstrøm, men der var vind nok til at række os igennem. Jeg var der ved 22. tiden. Afslutningen i Svendborg var spektakulær med opsamlingsheat, meget lidt vind, medstrøm, mange bomninger og sejlskift. Masser af action, men ingen sagde et ord undervejs, siger en træt Anders Johansen, der endda har overskud til at skulle til bryllyp i aften, dog ikke hans eget.

Vind, udgange og bryllup
Vinden svingede mellem 0 og 15 m/sek. gennem døgnet, og flere både udgik undervejs.

Stævneleder Steen Lundager bekræfter, at mange stadig var på vej ind i Svendborg lørdag formiddag, men flere er også udgået i det hårde vejr, der var i starten af sejladsen.

- Men ingen er faldet i vandet, siger Steen Lundager, der selv har taget turen før et par gange i sin Drabant 30.

Silverrudder cementerer igen sin position som en af verdens mest krævende, men også mest publikumsvenlige solosejladser, både på land og på interntettet, hvor Svendborg Amatør Sejlklub laver en flot livesending med droner og fine interviews, leddet af Philip Cossen.

content-loader
content-loader