Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads

IMOCA 60eren «Biotherm» først til pitstop i Portugal

Den franske IMOCA-racer Biotherm med skipper Paul Meilhat var første båd ind til det korte pitstop i Porto under The Ocean Race Europe. Besætningen fik blot tre timers hvile på land, inden turen fortsatte mod Cartagena i Spanien.

Af Troels Lykke |

– Vi havde en fantastisk start, og sejladsen i The Solent viste, at nogle både er hurtigere på læns. Denne etape har været helt anderledes end den første, hvor vi førte hele vejen. Nu blev det hårdt arbejde hele vejen, fortæller Paul Meilhat til The Ocean Race hjemmesiden, hvor man kan se hvor bådene sejler henne.

Nummer to ind i Portugal blev Arkea Paprec med skipper Yoann Richomme, som var mindre tilfreds. De franske sejlere førte længe efter starten, men blev fanget af tidevandet og derefter indhentet.

Holcim tilbage trods kollision

Tredje båd til mållinjen var Team Holcim-PRB, der efter en kollision på første etape kun med nød og næppe nåede starten i England. Skipper Rosalin Kuiper glædede sig over den varme modtagelse i Porto: – Det var fantastisk at se folk heppe på os ind mod mål.

Efter de tre forreste fulgte Team Malizia, Allgrande Mapei, Be Water Positive og Team Amaala.

Kurs mod Middelhavet

Sejlerne sætter nu kursen syd om Portugal og ind gennem Gibraltarstrædet, hvor de ventes at få medvind på den første del af strækningen. Medstrømmen ind i Middelhavet kan yderligere give fart på feltet.

Resultat – pitstop Porto

  1. Biotherm – Paul Meilhat

  2. Arkea Paprec – Yoann Richomme

  3. Team Holcim-PRB – Rosalin Kuiper

  4. Team Malizia

  5. Allgrande Mapei

  6. Be Water Positive

  7. Team Amaala

content-loader
content-loader