700.000 kroner sikrer gratis børne- og kulturprogram under The Tall Ships Races i Aarhus
Når The Tall Ships Races vender tilbage til Aarhus i juni 2026, bliver det med et stærkt og mangfoldigt børne- og kulturprogram. En donation på 700.000 kroner fra Spar Nord Fonden skal sikre, at alle kan tage del i den maritime folkefest – helt gratis.
Fra den 24. til 27. juni forvandles havneområdet til et levende festivalområde fyldt med optrædener, kunst, historie og maritime oplevelser. Børne- og kulturprogrammet bliver et centralt element i eventen, der samler aarhusianere og gæster omkring de klassiske træskibe og byens maritime identitet.
Med støtten fra Spar Nord Fonden bliver det muligt at tilbyde et bredt og gratis kulturprogram. Publikum kan se frem til teater, gadeoptrædener og fortællinger fra søens verden – skabt i samarbejde med både lokale og nationale kulturaktører.
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, glæder sig over støtten:
- The Tall Ships Races er en fantastisk, folkelig begivenhed, hvor havneområdet kommer til at summe af liv, kultur og fællesskab. Støtten fra Spar Nord Fonden betyder, at vi kan skabe endnu flere åbne og gratis oplevelser for både børn, unge og voksne, siger Rabih Azad-Ahmad.
Spar Nord Fonden støttede også eventen, da skibene sidst lagde til i Aarhus i 2019, og fonden ser frem til at være med igen.
- The Tall Ships Races er en flot, maritim folkefest, som beriger og samler rigtig mange mennesker. Programmet er gratis for alle besøgende, og eventen er på den måde også en bred invitation til kulturelle oplevelser i fællesskab med andre – ikke mindst for børn og unge. Det vil vi i Spar Nord Fonden gerne støtte op om, siger Bo Uggerhøj, direktør i Spar Nord Fonden til pressen.
The Tall Ships Races Aarhus 2026 forventes at tiltrække op mod 400.000 gæster fra ind- og udland. Eventen arrangeres af Aarhus Events v. Aarhus Kommune i samarbejde med en lang række lokale og nationale partnere.

