Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Med 21 kvindehold fra tre lande er Woman on Water Danmarks største kvindestævne, og spændingen kulminerer søndag. Foto: Frederik Sivertsen

Team Salt fra Aarhus i front efter lørdagens sejladser ved WOW-stævnet

Stabil sydvestvind og tæt fight i Sundby: Aarhusianske Team Salt , med skipper Line Just, sætter kurs mod titlen, men alt er åbent før finaledagen i dag søndag. 21 kvindebesætninger kæmper. Dorte O. Jensen og co. er på 4. plads.

Af Troels Lykke |

Aarhus-holdet Team Salt viste lørdag, hvorfor de er blandt Danmarks stærkeste kvindehold. Med skarp styring og konsekvent trim fører de nu Woman on Water-stævnet i Sundby efter syv flights og 21 sejladser i perfekt, stabil middelvind fra sydvest.

– Team Salt har sejlet disciplineret hele dagen. De har leveret en imponerende kombination af fart og taktisk overblik, siger Jesper Lorents, projektleder i Sejlsportsligaen.

– Men pointene ligger tæt, og søndag kan alt ske.

Tyske ASW i hælene

Bag aarhusianerne ligger tyske ASW som nærmeste konkurrent, mens Team Storm holder tredjepladsen. Dorte O. fra Thurø og HS WOW fra Hellerup er lige i kølvandet, hvilket lover intense finalesejladser søndag, hvor vejrudsigten melder mere vind.

WOW-stemning på land

Mens Team Salt markerede sig på banen, summede havnen af klassisk WOW-hygge: lakridskugler fra Bülow, hjemmebag og brede smil – ikke mindst fra de udenlandske gæster fra Sverige og Tyskland, der roste Sundby Sejlforening for en varm velkomst.

Et af dagens højdepunkter var Youngsters-holdene fra Sejlcenter Nivå og KDY Lady Sharks, der kæmpede side om side med de rutinerede ligasejlere. De unge indrømmede, at søvnen nok ville falde hurtigt efter en dag med flere meter tovværk end deres vante joller.

Søndag afgør det hele

Med 21 kvindehold fra tre lande er Woman on Water Danmarks største kvindestævne, og spændingen kulminerer søndag: Kan Team Salt fastholde sin føring og løfte trofæet som både overall-vindere og danske mestre – eller bliver de tyske udfordrere for skarpe, når vinden tager til?

Alle øjne er rettet mod Aarhus-besætningen, der lørdag satte kurs mod sejren – men som ved enhver regatta er intet afgjort, før den sidste målstreg krydses.

content-loader
content-loader