Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Ny DS-formand Jens Rask ses som nummer fire fra venstre. Foto: Dansk Sejlunion/Julie

Sorg over Markert - nu er Jens Rask formand i Dansk Sejlunion og nye kræfter i bestyrelsen

Dansk Sejlunion valgte ny formand og bestyrelse på en generalforsamling i Odense præget af sorgen over Line Markerts bortgang. Alle bestyrelsesposter var i år på valg, fordi de tre siddende medlemmer havde valgt at trække sig før tid.

Af Troels Lykke |

Dansk Sejlunion har fået ny formand og en delvis ny bestyrelse ved generalforsamlingen, som blev afholdt lørdag den 22. marts i Odense.

Jens Rask, Ulvsund Sejlklub, er valgt som ny formand for Dansk Sejlunion og afløser dermed fungerende formand Jørgen Thorsell. Thorsell trådte til i efteråret 2024, da Line Markert fratrådte som følge af sit valg til vicepræsident i World Sailing – en post, hun bestred frem til sin alt for tidlige død tidligere på ugen.

Samtidig blev en ny bestyrelse valgt.

Alle bestyrelsesposter var i år på valg, fordi de tre siddende medlemmer havde valgt at trække sig før tid.

Det åbnede derfor op for en ny sammensætning med flere friske kræfter i bestyrelseslokalet.

Den nye bestyrelse i Dansk Sejlunion 2025:

Jens Rask, formand, valgt for en etårig periode
Tue S. Andersen, valgt for en toårig periode
Jørgen Thorsell, valgt for en toårig periode
Nicolaj Juel Vædele, valgt for en toårig periode
Lene Holm, valgt for en toårig periode
Michael Rasmussen, valgt for en etårig periode
Nathalia Elise Nyeland, valgt for en etårig periode
Nikolaj Aistrup Pedersen, valgt for en etårig periode

Fra afsked til fremtid

Generalforsamlingen fandt i år sted i skyggen af Line Markerts tragiske dødsfald, som kastede en alvorlig og eftertænksom stemning over dagens program.

Indledningsvist holdt DIF’s formand, Hans Natorp, et mindeord, hvor han med varme og indsigt fremhævede Line Markerts stærke lederskab og hendes betydningsfulde bidrag til både sejlsporten og dansk idræt i bredere forstand.

Hans ord blev samtidig en påmindelse om den arv og det ansvar, der nu skal bæres videre. Et afsæt, som Jens Rask som ny formand er fuldt bevidst om:

– Jeg vil gerne starte med at sige tusind tak for tilliden, støtten og opbakningen. Jeg er både stolt og beæret over at være blevet valgt som ny formand for Dansk Sejlunion, siger han og fortsætter:

– Men det er samtidig en særlig dag, hvor vi står i skyggen af et stort tab. Line Markert satte en høj standard for formandsrollen, og jeg vil gøre mig umage for at føre arven videre – med respekt for det fundament, hun var med til at skabe, siger Jens Rask.

Med valget af en ny formand og en ny bestyrelse begynder et nyt kapitel i Dansk Sejlunions historie – funderet på stærke værdier og båret af ambitioner for fremtiden.

Debat om tursejlads og Onboard

Tursejlads var et af de helt store omdrejningspunkter på årets generalforsamling. Flere deltagere satte spørgsmålet på dagsorden i forlængelse af formandens mundtlige beretning samt under debatten om prøveforslag.

Opfordringen var stort set enslydende fra de deltagere, der tog ordet. Dansk Sejlunion skulle opprioritere tursejlads som indsatsområde og genoptage samarbejdet med Søfartsstyrelsen. Bestyrelsen forsikrede forsamlingen om, at tursejlads er et væsentligt område for Dansk Sejlunion nu og fremover.

Derudover var der tillige diskussion om Onboard og Dansk Sejlunions investeringer i platformen. Flere satte spørgsmålstegn ved, om det var en fornuftig prioritering af Dansk Sejlunions midler.

Bestyrelsen anerkendte, at rollen som IT-udvikler måske ikke matcher en organisation som Dansk Sejlunion, men at platformen nu var klar til at blive udrullet i sejlklubberne for at gøre det nemmere og sjovere at være klub, sejler og frivillig.

content-loader
content-loader
content-loader