Gå til hoved-indhold
Udstyr
– Stadig førende på verdensplan med propeller til sejlbåde og eldrift, fortæller Lars Østergaard, tv. Han ses her med sit crew fra Gori Propeller i Haderslev. PR-foto

50 år med innovation: GORI Propeller i Haderslev fejrer jubilæum

GORI Propeller markerer et halvt århundrede som pioner inden for foldepropeller til sejlbåde. Virksomheden, der startede udviklingen af den banebrydende 2-bladede foldepropel med synkroniserede blade i 1975, har siden sat internationale standarder for ydeevne og effektivitet på verdenshavene.

Af Troels Lykke |

– Den oprindelige 2-bladede foldepropel satte nye standarder, da den blev lanceret, og det er stadig svært at slå originalen, siger Lars Østergaard fra GORI Propeller. – Vi vandt ID-prisen i 1976, og senest har det tyske magasin “Segeln” endnu engang slået fast, at det stadig er markedets bedst performende foldepropel i sin klasse.

Fremtidens løsninger til hybrid og el

Selvom virksomhedens fundament blev lagt i 70’erne, er blikket rettet stift mod fremtiden. Den nyeste udvikling er den avancerede 3-bladede GORI Hybrid Propeller, målrettet både hybrid- og elmotordrevne sejlbåde – en sektor i vækst i takt med den grønne omstilling i lystsejlads.

– Vi fokuserer på at levere propeller, der matcher nutidens og fremtidens krav til både ydeevne og bæredygtighed. Vores hybridpropel kombinerer lav modstand under sejl og optimal effektivitet under motor, forklarer Lars Østergaard i en mail til minbaad.dk.

Vendee Globe bekræfter dominansen

GORI Propeller har opnået en nærmest ikonisk status blandt professionelle sejlere og One Design-klasser. Det blev for nylig cementeret, da 38 ud af de 39 både i den barske Vendee Globe 2024/25 – verdens hårdeste singlehand-sejlads – var udstyret med GORI Propeller.

– Det er et klart kvalitetsstempel. Når verdens bedste sejlere vælger vores produkter til en sejlads, hvor intet må svigte, bekræfter det vores position som global markedsleder, siger Østergaard.

Dansk kvalitet i verdensklasse

Fra værkstedet i Haderslev har GORI Propeller gennem 50 år leveret innovation, pålidelighed og performance til sejlere verden over – fra tursejlere til professionelle oceanracer-sejlere.

– Vi er stolte af vores danske rødder og af at kunne fejre 50 år med et produkt, der er “hard to beat”, som mange af vores kunder siger, lyder det fra Østergaard.

Fakta om GORI Propeller

  • Grundlagt: 1975

  • Beliggenhed: Haderslev, Danmark

  • Speciale: Foldepropeller til sejlbåde, hybrid- og eldrift

  • Kendte produkter: 2-bladet foldepropel, 3-bladet GORI Hybrid Propeller

  • Anvendelse: Fra cruising til oceanracing og One Design-klasser

  • Bruges af 38 af 39 både i Vendee Globe 2024/25

content-loader
content-loader
content-loader