Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Det var et stort containerskib som dette, der sejlede på grund i Norge. Foto: Troels Lykke

Godmorgen Johan, der står et containerskib i haven

Et stort containerskib gik tidligt torsdag morgen på grund ved Byneset i Trondheimsfjorden i Norge – blot få meter fra boligen til Johan Helberg. Det kunne have gået helt galt, skriver VG.no. Se vilde fotos på VG og DR.

Af Troels Lykke |

Ifølge Kystværket er ingen personer kommet til skade, og der er heller ikke observeret oliespild fra fartøjet, der tidligere har været involveret i en lignende hændelse.

– Vi forsøgte at trække skibet fri ved 9-tiden, men det lykkedes ikke. Nu arbejder rederiet med at skaffe taubåtskapacitet, og der vil blive gjort et nyt forsøg ved højvande i aften, siger Kristin Ballantine, senior kommunikationsrådgiver i Kystverket, til VG.

"Meget tæt på husvæggen"

Johan Helberg fik en dramatisk start på dagen, men opdagede først grundstødningen, da en nabo kom forbi.

– Vi hørte faktisk ingenting, selvom vi sov kun syv meter fra, hvor stævnen står. Det er langgrundt her, så skibet har nok tabt meget fart. Vi har haft meget held. Hvis det havde haft en anden kurs, kunne det have ramt huset, siger han til Adresseavisen.

Han tilføjer, at der nu ligger sten og tang spredt i haven, og at en varmeledning til huset er blevet beskadiget.

Nabo slog alarm – iført pyjamas

Det var naboen Jostein Jørgensen (67), der først opdagede skibet.

– Jeg lå med vinduet åbent og hørte en båd komme tæt på. Da jeg kiggede ud, så jeg et skib på vej direkte mod land, siger han til VG.

I hast sprang han ud på altanen i pyjamas, fløjtede og vinkede for at få besætningens opmærksomhed – dog uden held.

– Jeg blev stresset og løb over til Johan for at vække ham, men han sov tungt. Jeg måtte ringe til ham, før han vågnede, fortæller Jørgensen.

Ifølge Jørgensen var sammenstødet ikke voldsomt:
– Det var en "blød landing", siger han.

16 personer ombord

Redningsleder Jonas Andersen fra Hovedredningscentralen oplyser, at der er 16 personer ombord på skibet, og at alle er fysisk uskadt.

Både politi, redningsmandskab og nysgerrige naboer har været til stede ved grundstødningen, som nu afventer højvande for et nyt forsøg på at trække skibet fri.– Det er en usædvanlig situation. Og et meget heldigt udfald, siger Johan Helberg.

content-loader
content-loader
content-loader