Juel og co. fra Thurø vinder tæt DM i Express-klassen
Explorer DEN115 med Søren Juel som skipper og besætningen Philip Cossen, Claus Hovgaard og Henrik Larsen sejlede sig til DM-guld ved Express DM 2025. Stævnet blev afholdt i Aarhus med 15 deltagende både fra hele landet og et af de tætteste felter i nyere tid.
Stævnet fandt sted fredag og lørdag den 15. og 16. august og bød på høj sol, varme temperaturer og varierende vind fra land.
Dette stillede krav til taktisk overblik og reaktionsevne hos deltagerne. I alt blev der gennemført otte sejladser på fair og velforberedte baner. Stævnet blev arrangeret af Aarhus Sejlklub i samarbejde med Express Klub Danmark.
Stærk tysk åbning blev vendt
Førstedagen blev domineret af Fräulein P. GER1014, som lagde ud med fire førstepladser og hurtigt etablerede sig som favorit til den samlede sejr. Tæt efter fulgte Exceed DEN654 fra Vejle og Explorer DEN115 fra Thurø.
Andendagen vendte dog op og ned på stillingen. Fräulein P. havde problemer og sejlede to af dagens løb ind som nummer 12 og 10. Explorer udnyttede chancen og overtog føringen, som holdet holdt helt til mål.
Søren Juel som skipper og besætningen Philip Cossen, Claus Hovgaard og Henrik Larsen sejlede sig dermed igen til DM-guld ved Express DM 2025.
Lokalt hold blander sig i toppen
Den lokale Aarhus-båd NixenBixen DEN92 markerede sig med to førstepladser på andendagen og flere topplaceringer. Dette rakte til en samlet tredjeplads blandt de danske både. NixenBixen var med i den tætte kamp om topplaceringerne gennem hele stævnet.
Usædvanligt tæt felt
Ifølge Express Klub Danmarks formand, Mikkel Guldbæk Hannibal, var årets felt usædvanligt tæt.
– Det her er nok det tætteste felt, vi har set i rigtig mange år. I nogle sejladser gik der under fem minutter fra første til sidste båd i mål. Det giver nogle helt tætte og taktiske dueller, siger han.
Han peger også på den tætte pointstilling i toppen.
– Der var kun syv point mellem de fem øverste både, og de fleste havde sejladser, hvor de lå i top tre. Det vidner om et meget jævnbyrdigt og stærkt felt.
En klasse med plads til nye sejlere
Formanden fremhæver også, at Express-klassen har plads til flere – både erfarne og nye sejlere.
– Express-klassen er meget åben og inkluderende. Vi hjælper gerne bådejere med opsætning og trim, og vi tager også godt imod sejlere, der ikke har en båd endnu, men gerne vil prøve kræfter med klassen. Man skal bare tage fat i os, så finder vi en løsning, siger Mikkel Guldbæk Hannibal.
Stærkt samarbejde med Aarhus Sejlklub
Stævnet blev gennemført i samarbejde med Aarhus Sejlklub, som stod for både sejladsafvikling og sociale rammer. Efter sejladserne kunne deltagerne nyde grillmad, kolde drikke og god stemning ved kajen. Baneteamet leverede snorlige baner og rettidig information, hvilket sikrede et professionelt forløb på vandet.
Express og Spækhuggere side om side
Stævnet blev afviklet samtidig med Spækhugger-klassens mesterskab, hvor båden Gimli fra Øresund tog sejren. Samarbejdet mellem klasserne bidrog til en god stemning både på vandet og i land.
Express Klub Danmark retter en stor tak til Aarhus Sejlklub og alle frivillige for en flot gennemførelse af stævnet og nogle uforglemmelige dage for Express-sejlerne.
Næste DM i Sønderborg - med 11 lokale både
DM i 2026 bliver afholdt af Sønderborg Yacht-Club i uge 33. Her er det største lokale Exprress-felt i Danmark med 11 både.
Forud for mesterskabet vil klubben arrangere et forårs-tune-up stævne, hvor sejlere kan mødes, afprøve udstyr og få båden klar til sæsonstart.
Top 10 – Express DM 2025
1. Explorer – DEN 115
Søren Juel, Claus Hovgaard, Henrik Larsen
Klub: Thurø Sejlklub
Totalpoint: 21
2. Fräulein P – GER 1014
Jan Brink, Jörg Rüterhenke, Jan Günther
Klub: FSC
Totalpoint: 22
3. Exceed – DEN 654
Jesper Nørbo Sørensen, Rasmus Christensen, Erik Andersen
Klub: Sejlklubben Neptun Vejle
Totalpoint: 23
4. NixenBixen – DEN 92
Jens-Ulrik Henriksen, Andreas Grøn Henriksen, Kim Aagaard
Klub: Sejlklubben Bugten Aarhus
Totalpoint: 26
5. DEN 233
Johnny Jensen, Søren Brask, Hans Olaf Rasmussen
Klub: Sønderborg Yacht-Club
Totalpoint: 28
6. DEN 705
Ulf Brandt, Henrik Larsen, Simon Schachtshabel
Klub: Helsingør Sejlklub
Totalpoint: 44
7. DEN 250
Mikkel Hannibal, Emil Viftrup Jepsen, Kirstine Tvilling
Klub: Aarhus Sejlklub
Totalpoint: 46
8. DEN 76
Peter Moisen, Martin Lundius Sørensen, Marie Christine Lundius Sørensen
Klub: Sønderborg Yacht-Club
Totalpoint: 51
9. DEN 875
Morten Morberg Madsen, Amalie Kvejborg Rasmussen, Thorbjørn Rasmussen
Klub: Aarhus Sejlklub
Totalpoint: 60
10. DEN 999
Svend Bæk, Bertil S. Gregersen, HC Pristed
Klub: Middelfart Sejlklub
Totalpoint: 62

