Gå til hoved-indhold
Kort Nyt

Ny Onboard-app til klubber, medlemmer og vandhunde søsat på Maritime Dage 

– Onboard kommer til at erstatte og integrere Sejl Sikkert-appen fra Søsportens Sikkerhedsråd, som har omkring 300.000 downloads, og Dansk Sejlunions digitale løsning Ombord, forklarer Bo Hilding, ansvarlig for forretningsudvikling hos Onboard.  

Af Troels Lykke |

Da Maritime Dage i Fredericia startede var det samtidig debut for en ny digital platform målrettet det maritime fællesskab. Onboard er en app, der samler sikkerhed til søs, aktivitet under alle de danske maritime unioner og klubber og foreningsadministration ét sted – og den lanceres officielt på messen. 

– Onboard kommer til at erstatte og integrere Sejl Sikkert-appen fra Søsportens Sikkerhedsråd, som har omkring 300.000 downloads, og Dansk Sejlunions digitale løsning Ombord. Appen skal ligeledes integrere alle andre unioner og klubber, der har aktiviteter på vand. forklarer Bo Hilding, ansvarlig for forretningsudvikling hos Onboard.  

Gør forskel for det maritime fællesskab

MESSE C's Glen Blæsbjerg, projektleder for Maritime Dage, glæder sig over, at messen blev 'affyringsrampe' for nyheden: 

- Maritime Dage har en stærk tradition for at være stedet, hvor nye både, produkter og services præsenteres - og Onboard er et super eksempel på en innovativ løsning, der kan gøre en forskel for det maritime fællesskab. Vi ser frem til at danne rammen om lanceringen, siger han. 

Den nye platform tilbyder en række funktioner, der gør det lettere for klubber og foreninger at administrere medlemskaber, kontingenter, bådudlejning, begivenheder og frivillige ressourcer. Bo Hilding uddyber: 

- I modsætning til generelle klubadministrationsværktøjer, som også rummer eksempelvis sportsgrene som fodbold og golf, er Onboard skræddersyet til det maritime miljø. Der er både en gratis version, som blandt andet rummer søsikkerhedsdelen, og en meget prisvenlig betalingsdel for foreninger med videre.  

Rejsen startede også i Fredericia 

Bag udviklingsarbejdet på Onboard står virksomheden Zeaeye, der i næsten et årti har udviklet tracking- og sikkerhedsløsninger til det maritime område. Stifter Oliver Bardram ser frem til at præsentere Onboard på Maritime Dage: 

- Vi har scenetid sammen med vores partner, Søsportens Sikkerhedsråd, hvor vi fortæller om Onboard og dens muligheder. Derudover har vi en stand ved siden af Søsportens Sikkerhedsråd samt en større stand tæt på Scene 1, hvor vi står klar til at demonstrere appen og tage en dialog med både private sejlere og foreningsfolk. 

Målet med Onboard er at samle både private brugere og foreninger ét sted. Bo Hilding ser et stort potentiale: 

- Vi glæder os til, at hr. og fru Danmark, som for eksempel sejler kajak eller sejlbåd, begynder at bruge appen. Samtidig ser vi frem til at møde både store og små foreninger og få deres input – hvad de savner af funktioner, og hvad der fungerer godt for dem. Den dialog er vigtig for os. 

Færdig app kan nu præsenteres

For Oliver Bardram har lanceringen på Maritime Dage en særlig betydning: 

- Idéen til Onboard blev faktisk konkretiseret på bådmessen i Fredericia for to år siden, hvor vi også lagde fundamentet for samarbejdet med vores partnere. Nu er vi tilbage for at præsentere den færdige app – det føles som at komme i mål med en vision, der har været længe undervejs. 

Oliver Bardram og Bo Hilding understreger, at interesserede er meget velkomne til at besøge Onboards stand for en præsentation eller booke et møde på messen for at høre mere om mulighederne i den nye app, der kan downloades  her

Resten af Maritime Dage løber af stablen 28. februar-2. marts 2025 i MESSE C Fredericia.  Billetter fås online på www.maritimedage.dk 

content-loader
content-loader
content-loader