Svensk sejlbåd i nød: Tog vand ind – men kun når motoren kørte
Redningsstation og færge kom til undsætning øst for Sæby i Kattegat. En sejltur langs den danske østkyst udviklede sig onsdag ved middagstid dramatisk for en svensk besætning, da deres sejlbåd begyndte at tage vand ind under sejlads, fortæller TV2 Nord.
Omkring klokken 13 blev Sæby Redningsstation alarmeret og sendt af sted mod en nødstedt båd, som befandt sig cirka 10 sømil – knap 19 kilometer – øst for Sæby.
Båden var kort forinden sejlet ud fra Aalbæk med kurs nordpå, men turen blev brat afbrudt, da der blev opdaget vand i motorrummet.
Akut situation
- Det er sådan set en akut nødsituation, når vi får sådan en melding, for vi ved ikke, hvad der præcis er galt, siger stationsleder på Sæby Redningsstation, Birger Isaksen til TV2 Nord.
Redningsstationens båd brugte omkring 30 minutter på at nå frem. På positionen var færgen Stena Danica allerede ankommet og lå stand by. Færgen ændrede straks kurs, da nødsignalet blev opfanget og tilbød assistance.
Vandindtrængning kun ved motordrift
Redningsfolkene konstaterede, at vandet trængte ind i båden – men kun når motoren var i gang. Besætningen var naturligt bekymret, men situationen var under kontrol, da redningen nåede frem.
Båden blev hurtigt tømt for vand og sat på slæb ind mod Sæby, hvor den blev bragt sikkert i havn. Årsagen til problemet er endnu ikke bekræftet, men båden ventes nu undersøgt og repareret.
Kilde. TV2 Nord
