Wonterghem fra Holbæk bedste danske 505er ved DM i Flensborg
Bedste danske besætning, foran de legenariske Bojsen-Møller brødre blev Fabiola og Michael Wonterghem fra Holbæk Sejlklub, på en syvendeplads. For far og datter, der har sejlet sammen i mere end 15 år, var det en længe ventet triumf at blive bedste danske båd ved et DM.
Der blev kæmpet, grinet og sejlet intenst, da Flensburger Segel-Club i weekenden var vært for det fælles danske DIF-DM og Internationale Tyske Mesterskab i 505-klassen. Grænsen mellem Danmark og Tyskland løb bogstaveligt talt tværs gennem banen – og ofte med fordel på den danske side.
Skarpe baner og lunefuldt vejr
Det nordiske forår viste sig fra sin mest omskiftelige side: solskin, skiftende vinde, skarpe pust og stille perioder. Alligevel lykkedes det med præcis banelægning og solid ledelse fra Flensburger Segel-Club at gennemføre alle 14 planlagte sejladser over fire dage. De otte sidste sejladser talte til det danske mesterskab, som blev afgjort i løbet af lørdag og søndag.
Internationalt felt med tysk dominans
43 både deltog, heraf ti danske. Feltet talte også sejlere fra Australien, Polen, Sverige og Belgien, men det var tyskerne, der dominerede både i fart og stabilitet. Det blev derfor også tre tyske besætninger, der besatte podiepladserne i det samlede mesterskab.
Gennembrud for Holbæk-besætning
Bedste danske resultat blev sejlet hjem af Fabiola og Michael Wonterghem fra Holbæk Sejlklub, der blev nummer syv i det samlede felt. For far og datter, der har sejlet 505 sammen i mere end 15 år, var det en stor milepæl at kunne kalde sig bedste danske båd ved et DM.
– Det har været rigtig mange års arbejde, og det er fedt at se, at det giver pote. Vi har arbejdet med alt fra trim og taktik til samarbejdet ombord, så det er virkelig tilfredsstillende. Det er dog virkeligt mærkeligt at kunne kalde sig Danmarksmester – især fordi vi vandt over vores store idoler og mentorer Jørgen og Jacob Bojsen-Møller. Deres støtte og hjælp er en stor del af, at vi står her i dag, sagde Michael Wonterghem efter stævnet til minbaad.dk.
Fællesskab og sejlerglæde i højsædet
Stævnet var mere end bare konkurrence. På land sørgede Flensburger Segel-Club og klasseorganisationerne for hyggelige rammer med mad, øl og sejlersnak på tværs af grænser.
For mange var gensynet med gamle sejlerkammerater og den gode stemning et lige så vigtigt element som placeringerne på banen.
– Det er en fornøjelse at være en del af så veldrevet et stævne. Der var styr på alt fra skippermøde til startlinje og målgang – og det er ikke nogen selvfølge med så mange både og så meget vinddrama, lød det fra Fabiola Wonterghem.
Sejlerglæde har ingen alder
Hans Genefke og Søren Hjorth – med en samlet alder på over 150 år – høstede også stor respekt. De var de første på vandet og de sidste i havn efter fem sejladser på én dag. Hele race-komitéen tog imod dem med klapsalver og smil.
Resultater – Dansk Mesterskab i 505
Guld: Jan-Philipp Hofmann & Felix Brockerhoff
Sølv: Lutz Stengel & Frank Feller
Bronze: Geeske Genrich & Johannes Kindermann
Danske placeringer i det samlede felt:
7. Fabiola & Michael Wonterghem, Holbæk Sejlklub
10. Jørgen & Jacob Bojsen-Møller, Hellerup Sejlklub
15. Christian Seilmann & Henrik Thomasen, Middelfart Sejlklub
22. Torben Pihl & Klaus Søndergaard, Holbæk Sejlklub
28. Jonas Christiansen & Brian Sørensen, Hellerup Sejlklub
35. Jesper Bülow & Søren Asboe Jørgensen, Aarhus Sejlklub
40. Per Larsen & Christian Limbrecht, Hellerup Sejlklub
41. Christian Kongsbak & Mads Christiansen, Frederikshavn og Aalborg Sejlklub
42. Sylvester Holm & Agnete Schlichtkrull, Sundby Sejlklub
43. Hans Genefke & Søren Hjorth, Holbæk og Korsør Sejlklub


