Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
– Vi står klar med en danskudviklet teknologi, der kan beskytte Danmark mod denne nye type trussel. Det handler om at sikre, at ingen skibe får muligheden for at sende droner eller undervandsdroner afsted ubemærket, siger Jonas Pedersen, direktør i Tuco Marine. Illustration: Tuco Marine

Ubemandede ProZero-fartøjer kan stoppe dronetrusler mod Danmark

Med den teknologi kan myndighederne følge mistænkelige skibe tæt, både over, på og under vandet, og gribe ind, før en drone når at true kritisk infrastruktur, lover Tuco Marine i Faaborg.

Af Troels Lykke |

De seneste dages lukninger af danske lufthavne på grund af ulovlige droner har afsløret en ny sårbarhed i den nationale infrastruktur. Myndighederne mistænker, at dronerne kan være sendt afsted fra forbipasserende skibe – en ny hybrid trussel mod Danmark, hvor angriberen kan handle langt fra kysten.

Ifølge den fynske bådebygger Tuco Marine er den bedste modforholdsregel ikke at jagte dronerne i luften, men at forhindre, at de overhovedet bliver sendt op.

– Vi står klar med en danskudviklet teknologi, der kan beskytte Danmark mod denne nye type trussel. Det handler om at sikre, at ingen skibe får muligheden for at sende droner eller undervandsdroner afsted ubemærket, siger Jonas Pedersen, direktør i Tuco Marine.

Ubemandede ProZero-fartøjer

Virksomheden har allerede udviklet ProZero USV – en serie ubemandede overvågningsfartøjer, der kan operere døgnet rundt uden besætning. Fartøjerne er udstyret med avancerede kameraer, radar, sonar og RF-sensorer, som kan:

  • dokumentere aktivitet på dækket

  • afsløre forsøg på at sende droner i luften

  • overvåge undervandsaktivitet omkring skibet

  • levere data i realtid til myndighedernes kontrolcentre

Med den teknologi kan myndighederne følge mistænkelige skibe tæt, både over, på og under vandet, og gribe ind, før en drone når at true kritisk infrastruktur.

Dansk løsning til dansk farvand

Tuco Marine fremhæver, at ProZero-platformen er udviklet og produceret i Danmark og kan skræddersys til Forsvaret, politiet eller andre myndigheder. Fartøjerne kan operere i alt fra åbent hav til trange danske farvande og kan udsendes hurtigt fra både havne og moderskibe.

– Vores systemer kan fungere som et netværk af flydende sensorer, der konstant holder øje med trafikken i de danske farvande. Det er den mest effektive måde at forebygge, at droner nogensinde når op i luften, fastslår Jonas Pedersen.

Tuco Marine ser nu frem til dialog med myndighederne om, hvordan ProZero USV kan indgå i det nationale beredskab – før næste angreb kommer fra havet.

content-loader
content-loader