Anders Steen fandt gammel cementbåd: En odyssé fra Nordhavnens skygge

Af Anders Steen, 40-årig pædagstuderende og coach, også kaldet for Captain Stone, blogger fra Vallensbæk Marina. I Danmark oversvømmes landet af billige og også forladte både:

Der var en særlig melankoli over den 50 fods ferrocementbåd, udhulet og forfalden – den slags stilhed, som kun ting rummer, der engang bar på store drømme. Indenfor duftede der af jordslået træ, skimmel og dårlig samvittighed. Alt var fugtigt, mørkt, smuldrende. Det var, som om tiden havde sat sig fast her og nægtede at give slip.

Men alligevel kunne jeg ikke gå min vej.

Et tomrum, der kunne fyldes
Midt i alt det rådne så jeg ikke kun et projekt. Jeg så muligheder. Et “hvorfor ikke?” hviskende gennem de utætte vinduer. En cement-brumbasse, der ifølge alle kendte love ikke burde kunne flyve – men måske alligevel kunne sejle?

Det var ikke noget, man maler over på en weekend. Det var en eksistentiel omgang med vinkelsliber og vilje. Alle håndværksmæssige discipliner skulle i spil. Jeg sov ikke meget den nat. Gik tilbage tre gange i løbet af de næste 24 timer. Bange for om det var for stort – men også fuldstændig sikker.

Næste morgen ringede jeg ejeren op og foreslog en aftale: Køb som beset, og jeg kunne blive liggende på pladsen i et par år. Til min overraskelse sagde han ja. Jeg overførte pengene, græd og faldt i søvn i kahytten på min gamle motorsejler i Skovshoved.

Nedrivning, støv og cementens blik
De første uger gik med det, der bedst kan beskrives som en uhellig eksorcisme. 40 års skrammel, drømme og skrot skulle ud. Tilbage stod det rå skrog. Cement og stål. Et fladt dæk, uden overbygning. Og en båd, der nærmest stirrede på mig og spurgte: "Er du sikker?"

Jeg tætnede huller og utætte vinduer. Jeg kæmpede mod fugt, skimmel og min egen tvivl. Men til sidst stod hun der – tør. Klar. Et tomt skrog, som begyndte at rumme nye drømme.

Hydraulik fra fiskekuttere og garageporte
Årene der fulgte var fyldt med arbejde. Alt min fritid, alle helligdage, alle ferier. Jeg byggede kahytter, malede skrog, skabte et styrehus og lagde liv ind i en båd, der havde glemt hvordan det føltes at eksistere. Hydraulikken stammede fra en fiskekutter og en gravemaskine.

Motorbeslaget var svejset af en gammel garageport og et færgeleje. Søgelænderet? En dækreol fra en garage.

Alt virkede. Og alt var mit. Ingen lån, kun hårdt arbejde og opfindsomhed.

At huske, hvad man havde glemt
Platon sagde, at al læring er erindring – og det føltes sandt. Det handlede ikke bare om at gøre en båd sødygtig. Det handlede om at finde tilbage til noget, jeg havde glemt. Som dreng, som kapsejler, som menneske. Den barnlige glæde ved havet, som jeg havde pakket væk under ansvar og deadlines, begyndte at dukke op igen.

Jeg tænkte på Kløvedal og Nordkaperen – ikke som idol, men som påmindelse: Odysseen behøver ikke føre jorden rundt. Den kan starte i Nordhavnen og ende i Køge Bugt.

Masten rejser sig – og med den håbet
Dagene op til afgang forsvandt i sved og spåner. Jeg arbejdede til over midnat og fik masten trillet på plads under mastekranen kl. 01.00. Natten var mørkeblå og stjerneklar. Jeg stod på dækket, solskoldet og udmattet, og kiggede op på Orion. Jeg havde knoklet, og var lige dele træt og nervøs.

Kl. 06 var jeg oppe igen. Mastefoden skulle justeres. Jeg tænkte på min ven kloakmesteren fra Smørumnedre, der havde hjulpet med både hydraulik og svejsning. Kl. 08 stod min ven Kim på broen.

"Starter du motoren, så smider jeg fortøjningerne."

Det var lige det, jeg havde brug for. Et venligt skub.

Stilhed – og så liv igen
Vi gled ud. Roret knagede. Motoren tog omdrejninger. Langsomt, men stabilt bevægede båden sig – og drejede. Alt gik som det skulle. Indtil motoren hostede og gik ud.

Stilhed.

Brændstof! En hurtig jerry can og et par skvulp senere – og hun startede igen. Vi lagde til broen ved mastekranen i fin stil. Jeg bakkede endda bagenden ind. Michael tog imod. "Go' morgen. Den sejler jo!"

Neptun smiler – masten står
Masten blev løftet. Jeg stod i styrehuset og råbte:

“Lidt mere… STOOOP!”

Den stod. Lodret. Første forsøg. Neptun smilede. Resten af dagen gik med kreative løsninger – kæder, sjækler, bolte. Alt hang og dinglede, dækket lignede en riggerværksted. Metalspåner overalt. Jeg hadede dem.

Sidste nat før afgang
Jeg løb byen rundt som en gal sømand. Udstyrsbutikker, pakkeshops, byggemarkeder. Kl. 20 stod der fem jerrycans og en bunke grej på kajen. Ingen anede, hvor meget brændstof 22 tons cement krævede. Jeg ville ikke finde ud af det midt på åbent vand.

Letmatrosen, min klippefaste kæreste, kørte mig tilbage til København. Jeg var nervøs for, at båden ville gro fast igen, hvis den først kom tilbage til sin gamle plads. Vi tømte havnekortet. Meget symbolsk – og skræmmende.

Dagen gryr – og vi sejler
Kl. 08 var Michael der igen. Alt var klar. Vanter, søgelænder, motor. Jeg havde næsten ikke sovet.

"Har du arbejdet i nat?"
"Don’t ask."

Vand blev fyldt på. Gummibåden gjort klar. Dykpumpen tilsluttet generatoren. Kl. 09:00 slap vi fortøjningerne.

22 tons cement. 40 hk påhængsmotor. To modige sjæle.

Vi satte kurs mod Nordtippen, mod åbent vand, mod noget ukendt.

Anders Steen