Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Norbert Leifeld, tv. overtager med øjeblikkelig virkning posten som CEO efter Michael Müller. Norbert har stået i spidsen for udvikling af Bavaria Yachts motorbåde. PR-foto

Generationsskifte i ledelsen hos Bavaria Yachts - Norbert Leifeld ny CEO

Bavaria Yachts tager næste skridt i virksomhedens udvikling med et generationsskifte i toppen. Norbert Leifeld, som minbaad.dk har mødt flere gange, overtager nu posten som CEO efter Michael Müller og skal stå i spidsen for en af Tysklands mest anerkendte bådproducenter.

Af Troels Lykke |

Norbert Leifeld har været en del af Bavaria Yachts siden 2023 som COO og har tidligere arbejdet i 15 år som rådgiver inden for produktstrategi, udvikling og produktion for Tysklands førende værft. Han er desuden aktiv som præsident for den franske katamaranproducent Nautitech, der også er en del af Bavaria Holding.

Michael Müller, som har været CEO siden 2019, forlader ikke koncernen helt. Han indtræder fra 1. juli i bestyrelsen for Bavaria Yachtbau Holding under ledelse af Kai Brandes fra den Berlin-baserede investor CMP. Samtidig indtræder Dr. Hans-Peter Mertens, blandt andet kendt som formand for Stürtz Group, også i bestyrelsen.

Bestyrelsesformand Kai Brandes for Bavaria Yachts glæder sig over, at Norbert Leifeld er udpeget som ny topchef:

- Vi har samarbejdet med Norbert i over syv år, og han nyder stor respekt hos medarbejdere, ledelse, leverandører og forhandlere. Ingen kender Bavaria Yachts og bådbranchen fra så mange vinkler som ham, siger Brandes.

Klar til fremtidens marked

Bavaria Yachts ser sig selv godt rustet til fremtidens krav. Allerede for to år siden indførte værftet en fleksibel produktionsmodel, der kan tilpasses markedssvingninger. Det har vist sig som en fordel i en tid med økonomisk afmatning.

Virksomheden planlægger nu at udvide sortimentet af sejlbåde og motorbåde med eldrevne løsninger for at tiltrække nye kunder. Desuden skal kundeoplevelsen forbedres med blandt andet flere Bavaria Service Centre, udvidede aftersales-tilbud og nye træningsforløb for ejere.

Om Bavaria Yachts

Bavaria Yachts er Tysklands mest anerkendte værft for sejlbåde og motorbåde i størrelsen 30 til 57 fod. Siden grundlæggelsen i 1978 har værftet leveret over 42.000 både, alle bygget på den 70.000 m² store fabrik i Giebelstadt. Bavaria er kendt for høj kvalitet, innovation og tysk håndværk med mærkatet "Made in Germany".

I Danmark er Dansk Marine Center i Risskov forhandler af Bavaria-både.

content-loader
content-loader