Gå til hoved-indhold
Test
Som det ses fra luften ligner OT60 til forveksling en sejlbåd: smal fremme og bred agter. Båden bygges i Olympic Marine. Foto: Omikron Yachts
Test
Fotos: Troels Lykke
Test
Test
Vi testede Omikron OT60 udfor Poseidons gamle tempel, som ses i baggrunden.
Test
Der er plads i båden, som var det en flerskrogsbåd.
Test
Test
Test
Test
Troels Lykke testede båden for minbaad.dk og BÅD. Foto: Alfred

Let græsk Omikron OT60 er ’Sejlbåden uden sejl’ med Eco-Cruise skrog til lav hastighed

Ved Det Ægæiske Hav har Omikron Yachts i 2023 skabt en 60-fods let dreven motorbåd. Stævnen skærer bølgerne som en sejlbåd gør det og vægten er lav som på en letvægts racer, opdagede vi ved Athen. Med en fuld dieseltank på 1.200 liter diesel, sejler den 1000 sømil ved en fart på 8 knob.

Af Troels Lykke |

Vi testede Omikron OT60 udfor Poseidons gamle tempel, som vi kunne se fra vandet, så historiens vingesus kunne fornemmes. Det var et godt scoretrick fra det græske værft. Noget, der tog kegler hos os tre journalister fra Holland, Italien og Danmark.

Men grækerne har samtidig fat i noget essentielt i tiden med båden. For der er en klar trend i markedet med at motorbåde skal sejle langsommere og bruge mindre brændstof og forurene mindre. 

Og det ligger kraftigt i tiden om miljørigtig adfærd og den yngre generation vil helt klart forvente at bådindustrien tager affære i den retning.

Smal i stævn som på en sejlbåd

Det græske Omikron Yachts vil om nogen, ønske at signalere bæredygtighed, hvor fortiden og fremtiden begge spiller en rolle i udviklingen.

- OT60, der er et nyt mærke fra det traditionsrige, markerer et gensyn med den klassiske østlige middelhavsstil til søs, fortæller præsident fra Omikron Yachts, Nikolas Dendrinos, mens han drejer på det elektriske rat ved det dobbelte førersæde, der er placeret pænt tilbage på den 18,41 meter lange og 6,06 meter brede båd.

Fremme er båden smal, som var det en moderne sejlbåd. Den er endda med et sejlbåds bovspryd, hvor ankeret hænger under.  Agter er grækeren bred som en moderne VO 65er sejlbåd i The Ocean Race. Stævnen gjorde at vi let skar gennem bølgerne, så båden lå mere roligt i bølgerne, da vi testede i 8-9 m/sek.  varm fralandsvind.

Sejlbåd uden sejl

Det græske værft, der ligger i Olympic Marine ved Det Ægæiske Hav, introducerede Omikron Yachts i 2023 med ambitionen om at skabe en 60-fods “sejlbåd uden sejl”, der kombinerer fredfyldt tempo med rummelighed og det er der masser af da fribordet er over 2,5 meter høj. Og det er lykkedes, kunne vi efter tre timers sejlads konstatere.

OT60s Eco-Cruise skrog, er da også specialudviklet af sejlsportens dybt respekterede havkapsejler-designer Juan Kouyoumdjian.

Han har skabt en tjekket motorbåd, der leverer en støjsvag og effektiv fremdrift med 2 x 250 hk dieselmotorer. Skroget, der har negativ form ude i siderne agter, kunne vi se på værftet på havnen, er optimeret med sejlegenskaber til ø-hop i Middelhavet eller sejlads i Danmark for den dags skyld.

Dog vil det være svært af finde en havneplads med en bredde på over seks meter. Men den ekstreme bredde tilbage i båden sikrer, at båden ruller langt mindre end de fleste andre motorbåde, hvilket vi konstaterede da vi gik i pæn krap sø på en halvvinds kurs.

18,7 mio. kr., men 1000 sømil på en tank 

Båden leverer, med en fuld dieseltank på 1.200 liter diesel, en imponerende rækkevidde på 1000 sømil ved en fart på 8 knob, hvor der opnås med et brændstofforbrug på kun 1,25 liter pr. sømil.

Dieselforbruget er i det hele taget til at overse med de to 250 hk Yanmar-motorer. Med 8,5 knob ved 1800 omdrejninger bruger motorerne kun 10,5 liter per time.

Ved 2500 omdrejninger opnår den en god marchfart på 10,8 knob med 27 liter per time, og ved 3000 omdrejninger stiger hastigheden til 13 knob. Her er dieselforbruget på 60 liter i timen.

Den ideelle cruingfart er på mellem 9 og 12 knob. Selv med 14 knob kunne vi ikke høre de to motorer, og slet ikke når vi lukkede ud til det utroligt brede og luksuriøse agterdæk med den lækreste teak monteret.

Vi kan lige så godt sige det med det samme: Der er ikke sparet på noget, ud over vægten, for salgsprisen for båden vi testede, er på 18,7 mio. danske kroner inklusiv moms.

Båden, der nu er solgt seks af, på mindre end et år, går blandt andet til tidligere sejlere, der er træt af at have en mast på. De ønsker bare at de kan starte motoren og forlade havnen uden at skulle have en masse gaster om bord.

Design: Hoveddæk

Men plads til gæster er der rigeligt af og stilen er skabt af den italienske inden- og udendørsdesigner Lorenzo Argento, han suppleres af en stilfuld dekoration fra Ciarmoli Queda Studio.

Fra førersædet og i salonen oppe er der en næsten 360-graders udsigt fra det kantede dækshus, lidt for kantet til min smag. Med det rige, naturlige lysindfald bliver overfladerne nærmest selvlysende og sikrer komfort med lyse, neutrale farvetoner og naturlige tekstiler, der skaber en indbydende atmosfære.

Der er med andre ord tænkt over det. Kunderne er da også ofte tidligere superyacht-ejere, der kræver det bedste. Her på OT60 er der altså ikke tale om en IKEA-krydser med laveste fællesnævner.

Fra salonen oppe er der en glasdør, der fører ud til cockpittet med to L-formede sofaer under hardtoppen, som åbner helt mod havet agterud. Et fantastisk sted at sidde i det blæsende Grækenland.

Udendørs- og indendørsarealer smelter sammen med en jævn gulvovergang i samme niveau, og OT60 tilbyder en rummelig solterrasse og badeplatform agter. Båden har plads til en gummibåd og tilbyder et sted til badning og solbadning findes også på de dybe puder i stævnen.

Åbent koncept til nedre kahyt

Nedre dæk på OT60 overrasker med et åbent koncept og dobbelt loftshøjde mellem kahytterne. Pantryet nede og spiseområdet har vinduer i tre niveauer, som strækker sig tre et halvt meter i højden. Pantryet er udstyret med Miele-apparater og generøs opbevaringsplads, mens en fuld højde køleskab har rigelig plads til kold hvidvin og mad om bord.

OT60 tilbyder to layout-muligheder, enten med tre eller fire kabiner, alle med eget badeværelse. I tre-kahytters layoutet fylder ejersuiten hele bredden af OT60, med lounge- og skriveområde samt privat badeværelse.

Fire-kahytter layoutet opdeler ejersuiten i to dobbeltkahytter med private badeværelser og placerer ejeren i VIP-kahytten midtskibs. Vi var om bord på en tre kahyt-model og jeg bemærkede at ingen i kahytterne ville føle sig klaustrofobiske og alle med store vinduer.

30-40 procent lettere end andre motorbåde

OT60 drager fordel af Omikron Yachts store erfaring med reparationer og tilpasninger af både over 100 meter. Man har et dedikeret produktionsområde er etableret til OT60, med vakuum infusionsteknologi og letvægtskonstruktion i kulfiber, hvilket reducerer skrogets vægt og øger stabiliteten.

OT60 med det specialdesignede Eco-Cruise skrog, vejer under 19 tons og er dermed cirka 30-40 procent lettere end andre motorbåde i samme størrelse. På værftet kunne vi se hvilket let sandwich-materiale, der er brugt i apteringen til dørk og dæk, hvor der i dækket også er brugt kulfibermaterialer.

Produktionschef, ingeniør Konstantinos Stamatopoulos fortæller:

- Vi har et forhold mellem harpiks og fiber på 30 procent harpiks til 70 procent fiber, hvilket er optimalt. Traditionel konstruktion ville betyde over tre tons ekstra vægt på denne båd, som ville tynge den uden nogen fordel.

Skroget var samtidigt stift og arbejdede ikke i bølgerne under testen, noget som man kan høre det på de billigere motorbåde, hvor der er stordrift og hvor besparelser er vigtige, så mennesker med almindelige indkomster også kan købe dem, men det hensyn tages ikke hos Omikron Yachts, her køber mangemillionærer ind.

Konklusion

Ideen med OT60 er hel rigtig for selv de fleste motorbådssejlere, der både kan være mere miljørigtige og i 90 procent af tiden sejler de da også typisk under 10 knob og denne her kan sejle 14 knob på toppen.  

Når man sejler i båden hører man næsten ikke motorerne og man skær bølgerne fint og man vil sagtens kunne forstille sig en sommerferie med familie, for her er virkelig meget plads.

Og i forhold til en sejlbåd er der noget bedre udsyn fra salonen oppe, samtidig er det brede agterdæk kæmpe stort og der er, som på en sejlbåd, rigelig plads på sidedækket, noget som rigtigt mange motorbåde kæmper med ikke at have.

OT60 er en vinder og den har da også allerede modtaget prisen for Årets Europæiske Motorbåd 2024 i kategorien langdistance-yachts.

Omikron OT60

Længde samlet: 18,41 m

Bredde, max: 6,06 m

Dybgang: 0,86 m

Motorer: Standard: 2x Yanmar 4LV 150HP; Valgfri: 2x 250HP

Deplacement - let: 20 tons

Maksimal hastighed: Op til 14 knob

Rækkevidde og marchfart: Op til 1000 nm ved 12 kn

Brændstoftank: 1200 liter

Vandtank: 600 liter

Gæstekahytter: 3 eller 4

Besætningskabine: 1 (valgfri)

Køjer: 8 + 1

Toiletter: 4 eller 5

Byggemateriale: GRP + Kulfiber

Værft Omikron Yachts

Skrogdesign: Juan Kouyoumdjian

Interiørdesign: Lorenzo Argento

Stil og dekoration: Ciarmoli Queda Studio

CE Kategori: A-12

Pris testbåd: 18,75 mio. kroner inkl. Moms

Værft: Omikron Yachts, Athen

content-loader
content-loader
content-loader