Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Nordfalcken tog kontakt til en redningshelikopter, der var i området. Herefter blev de to sejlere hejst op, som det ses her. Foto: Nordfalcken

To jollesejlere reddet i Aarhus Bugt: Mast knækkede og jolle væltede

Det frivillige søberedskab Nordfalcken fra Egå Marina kunne lørdag fejre en slags jubilæum, da de på samme dag blev kaldt ud til opgave nummer 99 og 100. Se video da sejlere bliver hejst i helikopter.

Af Troels Lykke |

Den første opgave for Nordfalcken var af den alvorlige slags: En eftersøgning efter den 61-årige mand, der senere blev fundet livløs ved Østhavnsvej i Aarhus.

På vej tilbage fra den indsats indløb der endnu et opkald – denne gang om en kæntret jolle i Aarhus Bugt.

- Vi er næsten nået tilbage, da en jeg kender, ringer til mig. Han ville høre, om vi var ude på vandet – og det var vi jo. Han fortalte, at en jolle var kæntret, så fik jeg nummeret på dem, der var ombord, fortæller Ole Lundskov, frivillig hos Nordfalcken og styrmand på dagens togt.

Masten var knækket

Nordfalcken satte straks kurs mod området, hvor jollen ifølge sejlerne skulle befinde sig – et sted mellem Skødshoved og Aarhus.

Efter en kort eftersøgning fik besætningen øje på den væltede jolle. Masten var knækket, og båden lå med kølen i vejret.

- Den var svær at få øje på i de tre meter høje bølger, der var. Vi prøver et par gange at nærme os, men bølgerne gør det svært. Så lægger vi mærke til, at der hænger en helikopter over hovedet på os. Den tager vi så kontakt til, fortæller Ole Lundskov til TV 2 Øst. (se redning på video)

Helikopter hentede sejlerne

Redningshelikopteren overtog aktionen og fik de to jollesejlere sikkert op af vandet. De blev fløjet til Egå Marina, mens jollen fik lov at drive mod land.

- Vi fik snakket med dem, da vi kom i land, og der var ingen panik. De var godt klædt på, og de havde både radio og telefon med. De var glade og tilfredse – men de synes måske, helikopteren var lige i overkanten, siger Ole Lundskov med et grin.

100 opgaver for Nordfalcken

Nordfalcken er et frivilligt søberedskab, der assisterer på Aarhus Bugt ved søulykker og nødsituationer. De råder over to både – heriblandt den nye Nordfalcken 3, som blev indkøbt tidligere i 2025.

Kilde. TV 2 Øst - læs mere om Nordfalcken og se foto fra redningen

content-loader
content-loader