Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Efter 48 timer til søs kontaktede de hjemløse selv kystvagten og bad om at blive reddet, efter de løb tør for sprut og brændstof. Sagen har fået international opmærksomhed. Foto: Guardua Civil

To hjemløse stjal sejlbåd på Mallorca - to dage senere måtte de reddes

Ombord på den 12 meter lange "Peregrin Tuk" fandt de hjemløse to flasker rom, to flasker tequila og en kasse øl, som de drak. Næste morgen forlod de marinaen med båden. Den hjemløse Pedro forklarer, at nøglen lå ved styrepladsen, så de startede motoren og sejlede afsted.

Af Troels Lykke |

To hjemløse mænd stjal en sejlbåd på Mallorca. To dage senere måtte de reddes af kystvagten. En af dem fortæller nu, hvad der drev dem til handlingen.

Pedro M.V. beskriver sin historie som usædvanlig. Han kalder sig selv for "Captain Jack Sparrow" i et interview med den spanske avis Ultima Hora.

Kontaktede selv kystvagten

Sammen med en anden hjemløs mand stjal han en yacht på Mallorca – angiveligt i beruset tilstand og for at fejre sin fødselsdag. Efter 48 timer til søs kontaktede de selv kystvagten og bad om at blive reddet. Sagen har fået international opmærksomhed, fortæller Floatmagazin.de

Ifølge Pedro begyndte det hele med en flaske whisky i lufthavnen i Palma de Mallorca, hvor han havde boet i syv måneder. Sammen med sin ven, der angiveligt er en tidligere virksomhedsejer og båd-ejer, besluttede de at bryde ind i en båd i yachtklubben San Antonio i Can Pastilla den 19. april.​

Ombord på den 12 meter lange "Peregrin Tuk" fandt de to flasker rom, to flasker tequila og en kasse øl, som de drak. Næste morgen forlod de marinaen med båden, tilsyneladende uden at blive opdaget. Pedro forklarer, at nøglen lå ved styrepladsen, så de startede motoren og sejlede afsted.​

Løb tør for brændstof og sprut

Efter to dage til søs, hvor de angiveligt løb tør for cigaretter, alkohol og brændstof, besluttede de at vende tilbage mod Sa Ràpita på Mallorca.

Pedro kontaktede kystvagten via kanal 16 og bad om hjælp. De blev arresteret kl. 9.50 og tilbragte resten af dagen i en celle. Et foto fra Guardia Civil viser dog roligt hav og bådens fendere stadig hængende over siden.​

Pedro, der har andalusiske rødder og tidligere har spillet og skrevet flamenco-sange, deler ikke detaljer om, hvad der førte til hans hjemløshed. Han udtrykker dog håbløshed omkring sin situation:

"Jeg har ingen håb om, at det bliver bedre, jeg ser intet lys, det er sandheden," siger han.​

content-loader
content-loader
content-loader