Forfatterne Thomas Weber og Cille Rosentoft kommer med anbefalinger til Maritime Dage
Maritime Dage er et samlingssted for alle os, der gerne vil dyrke fællesskabet omkring dét at sejle, passe på havet og få inspiration til at være sejlere på nye og spændende måder. Cille Rosentoft og Thomas Veber kommer med anbefalinger om udstilingen, der slutter søndag 2. marts.
Maritime Dage 2025: Fællesskab, inspiration og fordybelse på vandet, for udstillingen i Fredericia er ikke en traditionel bådmesse – det er et samlingspunkt for alle, der på en eller anden måde kan se sig til i det maritime. Her handler det om at dele erfaringer, få ny viden og drømme om livet til søs. Læs med og få inspiration til den kommende weekend.
Maritime Dage er ikke Boatshow – og det er helt bevidst
Første weekend af Maritime Dage i Fredericia var alt det, jeg drømte om og havde forberedt mig på.
Maritime Dage er IKKE Boatshow.
Maritime Dage er ikke en kæmpe udstilling af både, som de færreste har råd til eller planer om at købe.
Maritime Dage er ikke en masse haller, der er fyldt op, for at holde længere på gæsterne.
Det har der været åbenhed omkring lige fra det nye koncept blev meldt ud og den første mail vedrørende ændringerne blev sendt ud. Her blev vi lovet, at der ville blive oprustet på eventyr - og oplevelsessiden. Og det løfte er blevet holdt!
Et fællesskab for både nye og erfarne sejlere
Maritime Dage er et samlingssted for alle os, der gerne vil dyrke fællesskabet omkring dét at sejle, passe på havet og få inspiration til at være sejlere på nye og spændende måder.
Det er et fællesskab, hvor vi kan mødes og udveksle erfaringer og gode råd. Hvor vi mødes på tværs af erfaringer og alder. Her kan de “dumme” spørgsmål få lov at komme ud i det fri - uden at der sidder facebook-krigere og dømmer og vurderer. Her er der plads til de nye sejlere og dem, der ikke sejler længere, men stadig gerne vil drømme og inspireres.
Det er ikke mængden af både, men få udvalgte både. Og så vidt jeg kunne se, var der kø ved bådene, men samtidig plads til at få de vigtige snakke, mens man stod i køen.
Scenerne sætter fokus på viden, inspiration og gode snakke
Maritime Dage har i år valgt at have to scener og det betyder, at der fra start til slut er mulighed for at blive klogere, drømme med eller stille spørgsmål til udvalgte eksperter. Hver eneste time begynder et nyt foredrag, og du kan nemt få overblik over, hvilken scene du skal være på hvornår.
Programmet er varieret og du kan både blive klædt på til at skabe flere eventyr i hverdagen og sejle afsted på langtur. Du kan blive opdateret på klimasikring af havne og få hjælp til at købe en ny båd. Du kan drømme dig væk med nye sejlere eller blive inspireret til at starte et bådfællesskab sammen med andre mennesker, du endnu ikke kender. Du kan overvære live podcast på scenen og du kan lære at servicere din motor.
Skal vi undvære en bådmesse? Eller har vi fået noget endnu bedre?
Vil vi hellere undvære en messe i Fredericia?
Jeg kan kun svare for mig selv og jeg er begejstret over det nye koncept. Men jeg havde også sat mig ind, hvad jeg kunne forvente, da jeg trådte ind ad døren til Maritime Dage i Fredericia.
Plejer er blevet udfordret og det kan tage tid at vænne sig til. Men jeg er ikke i tvivl om, at Maritime Dage har sin berettigelse i en verden, hvor alt går hurtigt og hvor vi forventer at få det hele serveret.
Her er der nemlig plads til fordybelse og til vigtige snakke. Og så er der selvfølgelig en masse stande, der er klar til at rådgive dig og give dig et godt tilbud med hjem. Og bådene er heldigvis også repræsenteret.
Jeg er klar til en weekend mere og glæder mig til at hilse på alle jer andre, der også ser en stor værdi i at bakke om op Maritime Dage og tage for jer af de mange tilbud og muligheder som serveres for os i den kommende weekend.
Thomas Veber giver sine anbefalinger til kommende weekend
Jeg har allieret mig med den erfarne sejler og foredragsholder, Thomas Veber, som her giver sine anbefalinger til kommende weekend i Fredericia.
- I første weekend nåede jeg slet ikke at se alle de foredrag jeg gerne ville, og jeg nåede heller ikke at snakke med alle de udstillere, jeg havde sat mig for, siger Thomas. Så jeg er glad for at jeg skal derover i næste weekend også.
Her er Thomas’ anbefalinger:
- Dragonfly 36 er en fantastisk sejler, men jeg kan ikke selv holde op med at juble over de potentialer jeg ser at den har som tur- og langturssejler (stand A-1218)
- Det er jo sindssygt at ville ro over Atlanten, men snak alligevel med roerne fra Ocean Rowing Team (stand A-1030) – vi almindelige tursejlere kan lære meget af deres forberedelser og tankegang.
- Drik kaffe med Danske Tursejlere (stand A-1268 og A-1242) og FTLF Foreningen til Langtursejladsens Fremme (stand A-1348) og bliv inspireret til flere oplevelser med din egen båd til sommer.
- Køb nyt sejlertøj, tovværk og udstyr med rabat hos de mange udstyrsbutikker (jeg fandt selv et flot, rødt dyneema-tov til halv pris i lørdags – den slags er normalt dyrt, og jeg havde ikke ellers taget mig den luksus).
- Check programmet og lav en plan. Klokken 11 vil du måske høre et foredrag, og så når du lige at checke en dims eller en båd, inden du skal høre det næste foredrag. Check hjemmesiden og lav dit eget program og plan (Scene 1 og Scene 2)
Kom gerne forbi mig (stand A-1135) hvor min lille 17-fods orange speedbåd er udstillet.
Her kan du få en snak med mig og min besætning om at sejle til Middelhavet i en lille, crazy båd. Og den slags møder er der mange flere af: Planende sejljoller, fede gummibåde og tursejlads i store og små både. Hiv fat i folk, for de snakker gerne, og deler gerne ud af deres erfaring.
Du kan finde hele programmet her og planlægge hvad du skal bruge din tid på:
https://www.maritimedage.dk/ Og lad os så lige prøve at udfordre plejer lidt.



