Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Anne-Marie Rindom står for strategien om bord på Sehesteds Rockwool Denmark-hold. Foto: Rockwool
Kort Nyt
Rindom styrer her den danske F50er Rockwool Denmark. PR-foto

Gravid Rindom: Vigtigt at kvindelige atleter kan balancere både personlige og professionelle ambitioner

ROCKWOOL Racing SailGP Team er glade for at annoncere, at den danske sejlsportsstjerne Anne-Marie Rindom venter sit første barn til efteråret.

Af Troels Lykke |

Anne-Marie Rindom har både vundet bronze, sølv og guld for Danmark. Nu venter der den olympiske sejlsportsstjerne et helt nyt eventyr som mor. 

"Det er virkelig spændende. Jeg ser frem til en ny oplevelse, som uden tvivl bliver noget helt andet end det, jeg er vant til," siger Anne-Marie Rindom.

Overgår til støttende rolle på land

Som følge af graviditeten vil Rindom overgå fra sin rolle ombord til en støttende rolle på land resten af sæsonen. Hun understreger dog, at hun har modtaget stor opbakning fra hele teamet:

"Hele holdet og ROCKWOOL har været utrolig støttende og fleksible i forhold til at hjælpe mig gennem denne overgang," siger Anne-Marie Rindom i en pressemeddelelse fra Rockwool Denmark-båden.

Rindom blev kåret som Rolex World Sailor of the Year i 2019 og sejlede senest med SailGP-holdet i Los Angeles i marts. Nu træder hun midlertidigt ud af den danske båd for resten af sæsonen, men planlægger at vende stærkt tilbage til næste sæson, der starter i januar 2026.

"Det er vigtigt for mig at vise, at det som kvindelig atlet er muligt at balancere både personlige og professionelle ambitioner. Jeg glæder mig allerede til en fantastisk 2026-sæson i SailGP og planlægger – med opbakning fra holdet – at vende tilbage ombord så hurtigt som muligt efter fødslen," siger Anne-Marie Rindom.

Giver stafetten videre i New York

Efter et udfordrende stævne i Los Angeles, hvor det danske hold måtte trække sig på grund af skader på båden, ligger holdet nu nummer ni efter fem Sail Grand Prix-events. Rindom vil fortsat støtte holdet ved de kommende events, herunder New York, hvor hun sikrer en god overlevering til den nye stand-in strateg.

"Hele holdet er virkelig glade på Anne-Maries vegne og hendes nye eventyr. Selvom hun ikke kan være med ombord de kommende events, bidrager hendes erfaring og viden fortsat stort til teamet. Strategrollen bliver stadig vigtigere i SailGP. Samspillet mellem styrmand og strateg har stor betydning for kommunikation, tillid og fart under manøvrer," siger Nicolai Sehested, styrmand på den danske båd.

Sehested fortæller desuden, at holdet har fundet en erfaren afløser for både Rindom og Katja Salskov-Iversen, som også annoncerede graviditet tidligere på året. Den nye barselsvikar bliver præsenteret forud for Mubadala New York Sail Grand Prix, der finder sted i juni.

content-loader
content-loader
content-loader