Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Som tidligere år er motorstop den hyppigste årsag til alarmering, tæt fulgt af grundstødninger. Hele 33 udrykninger er klassificeret som egentlige SAR-missioner, hvor der var liv i fare, fortæller Dansk Søredningsselskab.

1.000 redninger på et år – motorstop og grundstødning topper listen over årsager

Trods en kold og blæsende start på sejlsæsonen har Dansk Søredningsselskab (DSRS) haft mere at lave end sidste år. En ny opgørelse viser, at antallet af assistancer og redningsaktioner i de indre danske farvande steg med 5 procent i perioden 1. januar til 31. august sammenlignet med 2024.

Af Troels Lykke |

I alt rykkede DSRS’ frivillige redningsfolk ud 846 gange i årets første otte måneder. Stigningen ligger især i de tre sommermåneder.

– Juni var som helhed kold og blæsende, og det betød færre assistancer end normalt. Men juli og august tog revanche, og alt tyder på, at vi igen i år vil nå omkring 1.000 assistancer, når året er slut, siger DSRS-formand Steen Wintlev-Jensen.

Store regionale forskelle - Lynæs topscorer

Stationerne i København og Juelsminde har haft de største stigninger i udrykninger. I København er antallet af redninger næsten fordoblet i forhold til samme periode sidste år.

Lynæs er som sædvanligt topscorer, mens Helsingør, der normalt ligger i toppen, har oplevet et fald. Løgstør har også haft færre udrykninger, mens Struer melder om en klar stigning.

Motorstop og grundstødninger dominerer

Som tidligere år er motorstop den hyppigste årsag til alarmering, tæt fulgt af grundstødninger. Hele 33 udrykninger er klassificeret som egentlige SAR-missioner, hvor der var liv i fare.

– Et motorstop eller en grundstødning kan hurtigt udvikle sig til en farlig situation. Mange af de på papiret ufarlige hændelser kunne være blevet alvorlige, hvis vi ikke havde grebet ind. Derfor kalder vi det forebyggende søredning, understreger Steen Wintlev-Jensen til pressen.

Dansk Søredningsselskab forventer, at antallet af indsatser når omkring 1.000, når året gøres op – et klart tegn på, at frivillige redningsfolk fortsat er en uundværlig sikkerhedsnet for sejlere i danske farvande.

content-loader
content-loader