Cederberg-familie på eventyr til Norge: Delfiner, klippegrill og natsejlads i en First 27
Med ombord var Per Cederbergs to sønner på 4 og 17 år. Og selvom den yngste kun er fire, havde han allerede klaret en længere tur tidligere på sæsonen. En erfaren lille matros, altså.
Når man arbejder i bådbranchen og til daglig sælger både med fart og frihed i blodet, skal der også sejles for alvor, når ferien endelig melder sig. Det ved Per Cederberg fra Juelsminde alt om.
Han importerer Seascape/Beneteau First og sejler naturligvis selv en First 27 SE. I år gik sommerturen over Skagerrak til Sørlandet i Norge – med børn ombord, grill på klipperne og delfiner som velkomstkomité.
Beslutningen: "Så sejler vi nordpå og ser hvor vi ender"
– Det er jo virkelig et luksusproblem at have, at beslutte hvor sommerturen skal gå hen, siger Per Cederberg med et smil.
Sidste år nåede han og familien kun til Samsø, hvilket i sig selv er dejligt, men ikke langt fra hjemhavnen i Juelsminde. Denne gang ville han længere væk – hvis vejret tillod det.
– Der var meldt stabil sydvestenvind i et par døgn. Så da jeg endelig kunne skrive ”gone sailing” i min e-signatur, sagde jeg bare: Vi sejler nordpå og ser, hvor vi ender.
Med ombord var Cederbergs to sønner på 4 og 17 år. Og selvom den yngste kun er fire, havde han allerede klaret en længere tur tidligere på sæsonen. En erfaren lille matros, altså.
Midnat over Skagen Odde og magien ved natsejlads
Turen gik hurtigt. Let’s Sea skød afsted med storen alene med 7-8 knob, og næste aften var de ved Skagen. Efter lidt hvil og varm mad gik de ud omkring midnat med rebet storsejl.
– Himlen var mørk orange under skyerne, og knægtene sov trygt under dæk. Det var et lille magisk øjeblik, fortæller Per Cederberg.
Skagerrak viste tænder med dønninger efter dage med vestenvind, men vinden lagde sig hurtigt – og næste morgen fik besætningen et uventet møde.
– En flok delfiner dukkede op og svømmede med os i en halv time. Det var helt vildt. Man føler virkelig, man sejler ind i en anden verden, bare få timers sejlads væk.
Sommer, skærgård og saltvand på Sørlandet
Målet blev Risør – og herfra gik ferien for alvor i gang.
– Der var meldt over 25 grader og fuld sol i to uger, og det fik vi. Vi sejlede stille og roligt sydpå mod Kristiansand, hvor min hustru stødte til, og den ældste tog hjem.
Med den lille familie ombord blev Sørlandet udforsket i et roligt tempo. De overnattede oftest for anker eller ved klipperne og gik kun i havn hver tredje dag for at tanke vand og brænde kreditkortet lidt af – nordmændene ved, hvad de skal tage for det, konstaterer Per tørt.
– Vandet var fantastisk, junior elskede at klatre på klipperne, og vi kom ind i det helt rigtige feriemode med badning, sejlads, grill på klipperne og kolde glas vin i lyse sommeraftener.
På trods af bådens størrelse – en First 27 – manglede familien intet. Båden har fire køjepladser, toilet med tank, køleboks og ferskvandsbruser i cockpittet. Strømmen blev holdt i gang med solpaneler og lidt motorsejlads.
Sol, sommer – og så en møgbyge i Skagerrak
Da hjemturen nærmede sig, begyndte Cederberg at holde skarpt øje med vejrudsigten.
– Jeg ville undgå klassisk vestenvind i Skagerrak, så jeg valgte et vindue med to døgns godt vejr. Min kone og yngste tog til Oslo og fløj hjem – de havde ikke lyst til den lange overfart.
Men det gode vejr fik en brat pause ved Skagen.
– Jeg blev fanget i en møgbyge med voldsom regn og vind. Det var umuligt at sejle, så jeg måtte bare lade faldene gå. Heldigvis drev bygen hurtigt videre.
Tankerne om at stikke ind i Skagen og få en øl på Skansen blev hurtigt skudt ned – bygningen var jo blevet revet ned for 15 år siden, konstaterer han grinende.
Sydpå igen med motor og sejl – næsten helt hjem
Efter bygen gik vinden i nordøst, som lovet, og sejleren kunne nyde en stille nat i Kattegat.
– Jeg så ét skib på otte timer, så det var forsvarligt at tage powernaps på 10-15 minutter. AIS og VHF var selvfølgelig tændt hele tiden.
Vinden døde ud efter Hjelm, og de sidste 20 sømil måtte motoren i gang. En ekstra dunk benzin gjorde forskellen – næsten.
– Vi løb tør for brændstof 200 meter før havnen. Så var det bare at sætte sejlene igen og drive det sidste stykke. Det kunne ikke være timet bedre.
Langtur i lille båd: Det bedste break
Tilbage i Juelsminde var det tydeligt for Per Cederberg, at netop denne form for sejlads er den rigtige.
– Når det handler om at koble bedst muligt af, er småt godt. Less is more – stadigvæk.
Og med en First 27 SE i familien, delfiner i horisonten og en trangia på klipperne, kan man næsten ikke være mere tilfreds.

