Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Den tyske solosejler Rüdiger Schwarz mistede kontrollen over sin 30 fods SeaCart trimaran i den dansk-tyske grænseregion mellem Rügen og Bornholm, i cirka 10 m/sek. Foto: Rønne Redningsstation
Kapsejlads
Den tyske solosejler Rüdiger Schwarz fik sin ødelagte trimaran slæbt ind til Bornholm. Foto: Rønne Redningsstation
Kapsejlads
Foto: Rønne Redningsstation

Tysk trimaran fra dramatisk kæntring i 900 sømil sejlads er nu slæbt til Bornholm

Den tyske trimaran Avanza, som for få dage siden kæntrede under den krævende solosejlads MidsummerSail, er nu på Bornholm. Trimaranen, der er blevet vendt om af kran, ligger uden mast i Nexø Havn, fortæller TV2 Bornholm. Se tv-optagelser. Dansk DF 40-trimaran først i mål.

Af Troels Lykke |

Det var søndag den 22. juni, at den tyske solosejler Rüdiger Schwarz mistede kontrollen over sin 30 fods SeaCart trimaran i den dansk-tyske grænseregion mellem Rügen og Bornholm.

Her deltog Schwarz i MidsummerSail, en 900 sømil lang sejlads for solosejlere, da uheldet indtraf i kraftig vind på omkring 20 knob.

Schwarz måtte udløse en automatisk nødsender, og kort efter blev han reddet i sikkerhed af en dansk redningshelikopter, hvor han stod på bunden af båden, da hjælpen kom. Trimaranen blev efterladt drivende med bunden i vejret.

Bornholmske redningsfolk på arbejde

Dagene efter uheldet drev den kæntrede trimaran videre i Østersøen, indtil den blev observeret syd for Bornholm. Rønne Redningsstation blev alarmeret og sendt afsted for at bjærge fartøjet, men den voldsramte båd var ikke nem at håndtere.

- Der hang en otte meter lang mast efter trimaranen, så vi valgte at sætte den på grund ved Balka, fortæller Claus Jakobsen, stationsleder hos Nexø Redningsstation, til TV2 Bornholm. (se tv-optagelser)

Efterfølgende overtog Nexø Redningsstation og et forsikringsselskab opgaven - se billeder -  og båden blev trukket til Nexø Havn, hvor den med kranhjælp blev vendt og ligger nu flydende, men tydeligt mærket af uheldet.

Opsigtsvækkende syn i Nexø Havn

Trimaranen Avanza ligger nu som en noget usædvanlig gæst i Nexø Havn. Uden mast og med tydelige spor fra uheldet tiltrækker den sig både lokale og turisters opmærksomhed.

- Det er ikke hver dag, vi får sådan en trimaran ind, særligt ikke efter en så dramatisk historie, lyder det fra havnen.

Heldigvis slap den erfarne tyske sejler uden fysiske skader, men hans trimaran er nu strandet på Bornholm, hvor den venter på sin videre skæbne.

Dansk Dragonfly 40 først i mål

Hurtigste båd i sejladsen, på 5 døgn 19 timer og 54 minutter, blev i øvrigt den danske trimaran Dragonfly 40 med skipper Jens Thuesen, der sejlede med gasterne Thor Beltov og Jens Quoring.

Artikel med vinderholdet følger her på minbaad.dk. Vi kan afsløre at deres topfart var på 21,7 knob, fortæller Quorning.

Kilde. TV2 Bornholm

content-loader
content-loader