Verdensforbundet World Sailing hylder afdøde Line Markert
På World Sailings Council-møde i denne uge samledes World Sailings bestyrelse og rådsmedlemmer for at mindes Line Markert, vicepræsident i World Sailing, som for nylig er gået bort under tragiske omstændigheder, da fly styrtede i Schweiz med mand og søn.
World Sailings præsident, Quanhai Li, åbnede det første rådsmøde under den nye World Sailing med en hyldest til Markert.
- Line repræsenterede det bedste i sejlsporten. Hun var målrettet og handlekraftig og samtidig dedikeret til at samarbejde med andre for sportens bedste. Hendes bortgang var et kæmpe chok og mere end hjerteskærende, skriver World Sailing.
World Sailings direktør, David Graham, tilføjede:
- Tidligt i min tid hos World Sailing mødte jeg Line i København og senere i Aarhus. Hun gjorde et stort indtryk på mig som en særdeles kompetent, arbejdsom, energisk og positiv ung kvinde, som med glæde gav tilbage til den sport, hun elskede. Hun var et enestående menneske, kendt og beundret i hele den internationale sejlsportsverden. Line var ydmyg, uselvisk og som bestyrelsesmedlem ekstremt hjælpsom, imødekommende og samarbejdende.
Bestyrelseskollega og vicepræsident i World Sailing, Cory Sertl, roste også Line:
- Mens vores sejlsportsfamilie sørger over det tragiske tab af vores bestyrelsesmedlem Line, mindes vi hendes dedikation til sejlsportens grundlæggende værdier: fairness, integritet og respekt. På ganske få måneder i bestyrelsen vandt hun hurtigt vores respekt. Vi vil savne hendes rolige væsen, skarpe juridiske blik og varme smil.

