XR 41 i kapløb om titlen som Årets Europæiske båd 2026
XR 41 fra X-Yachts er blandt kandidaterne til den prestigefyldte titel European Yacht of the Year 2026 i kategorien “op til 14 meter”. Det er en af de mest eftertragtede priser i bådbranchen – og konkurrencen er hårdere end nogensinde med hele 23 nominerede fordelt på fem klasser.
Den internationale jury, der består af redaktører fra tolv europæiske sejlmagasiner, har allerede gennemført første runde af testsejladser i IJmuiden i Holland.
Her leverede XR 41 en stærk præstation. Næste runde finder sted i Port Ginesta i Spanien til oktober, inden vinderne offentliggøres på boot Düsseldorf i januar 2026.
Allerede bevist på kapsejladsbanen
XR 41 er udviklet i tæt samarbejde med førende eksperter og forener topfart med komfort. Båden har allerede markeret sig internationalt med både guld- og sølvmedalje ved ORC-verdensmesterskabet 2025 i Tallinn. Konceptet er todelt: fuldblods kapsejlads kombineret med en gennemtænkt, modulopbygget indretning, der gør den egnet til komfortabel tursejlads.
Stolthed i Haderslev
– Det er en stor ære at blive nomineret til European Yacht of the Year og en stærk anerkendelse af den dedikation og innovation, der ligger bag udviklingen af XR 41, siger X-Yachts’ direktør Kræn Brinck Nielsen.
– Projektet har handlet om at skubbe til grænserne for performance, samtidig med at vi holder fast i vores DNA med kvalitet og håndværk. At se XR 41 bevise sig på banen – og nu blive anerkendt på dette niveau – gør os både stolte og taknemmelige.
Resultatet afsløres på verdens største indendørs bådmesse i Düsseldorf i januar 2026, hvor XR 41 nu er blandt favoritterne.

