Rorsmand Jens Als forklarer om Sydney Hobart Race

Den erfarne Atlanterhavs-sejler Jens Als forklarer om sejladsen down under:

Sydney–Hobart Race er berygtet for sit udfordrende vejr. Selv om vejrudsigten dagene op til starten så fornuftig ud, advarede de lokale om, at det hurtigt kunne ændre sig. Vores navigatør kørte sit routingprogram, Expedition, flere gange dagligt i de sidste fem dage op til start, og der var ikke to ruter, der var ens.

De sidste meldinger viste dog, at et højtryk vest for Tasmanien ville dominere de første dage. Hvis man ikke nåede i mål senest den 30. december, ville et mindre, men hidsigt lavtryk passere syd om Tasmanien og op øst for øen. I Danmark forbinder vi højtryk med let vind. Det gør man ikke hernede, skriver han få facebook.

Blind storsejlstrimmer

Jeg sejlede med den 54 fods MWF Kayle, hvor MWF står for Making Waves Foundation – en organisation, der ligesom Oceans of Hope inviterer mennesker, der er hårdt ramt i livet, ind i et meningsfuldt fællesskab. Båden er en one-off Lyons-konstruktion på 16,4 meter i længden, 4,3 meter i bredden og med 3,3 meters dybgang.

Halvdelen af besætningen har et handicap. Jeg brækkede selv ryggen som 15-årig i 1974 og er delvist lammet fra lænden. Ombord bruger man de sanser, man har. Vores storsejlstrimmer var blind, men havde en formidabel fornemmelse for bådens balance.

- Det var vildt at se alle telltales stå perfekt og samtidig mærke, hvordan han trimmede balancen i båden.

Starten – og alvoren

Starten den 26. december kl. 13.00 bød på 6–7 m/s fra sydøst. Uden for The Heads drejede vinden syd og tog til 10–12 m/s.

Inden starten skal alle både hejse stormsejl og sejle forbi dommerbåden for at demonstrere, at man ikke bare har dem ombord, men også kan sætte og bruge dem. Endnu et tydeligt tegn på, hvor alvorligt sikkerhed bliver taget. Sidste år mistede to sejlere livet, og hver gang justeres både NOR og SI ud fra erfaringerne.

Der er også et omfattende kommunikationsregime. Ved det sydøstligste hjørne af Australien skal skipper selv ringe til Race Control via satellittelefon og bekræfte, at han ønsker at fortsætte sejladsen, og at det vurderes forsvarligt med båd og besætning.

Selve starten foregik fra fire parallelle startlinjer med cirka 200 meter mellemrum. De største både yderst, de mindste inderst. Vi startede i linje tre, hvilket betød, at vi de sidste 15 minutter lå og bimlede frem og tilbage mellem linjerne.

På en 54-fods båd, der sejler omkring 10 knob i den vind, giver det ikke meget tid mellem vendingerne. Heldigvis var skipper fuldstændig rolig. Han har sejlet Sydney–Hobart 30 gange før, navigatøren 19 gange, og samlet set havde vi 98 gennemførte Hobarts ombord.

- Lidt overraskende at få prædikatet “debutant” som 67-årig.

Vi kom fint af sted i fri vind. Nogle forsøgte sig med FRO asymmetrisk spiler, men vinden var for frisk og for skarp. Vi var godt med ved rundingsmærkerne ud af indsejlingen.

Ud i virkeligheden

Sydney Harbour er i praksis udmundingen af Parramatta-floden. Fra operahuset til The Heads er der cirka fem sømil og en halv til en sømil i bredden. Omtrent som Holbæk Fjord. Her ophører enhver lighed.

Så snart vi stak næsen ud, fik vi den første forsmag på, hvad der ventede. Langs kysten løber den østaustralske havstrøm mod syd med 1–1,5 knob. Medstrøm er fint – indtil man har 20–25 knob modvind. Så bliver bølgerne stejle og korte, og når man kommer med 8–9 knob over bølgetoppen, lander man ofte meget langt nede i bølgedalen.

Der blev løbende justeret sejl og kursvalg. Et slag ind mod Bondi Beach blev samtidig et stille øjeblik, hvor alle både smed rosenblade i vandet til minde om ofrene fra skyderiet kort før jul.

Positionerne i PHS-gruppen så gode ud, men allerede første nat blev livet ombord hårdt. Hvile, mad og toiletbesøg var minimale. Toilettet sad foran masten i centerlinjen – et almindeligt manuelt Jabsco uden bræt.

- Man måtte enten sidde på hug eller skrue sig ned i skålen, mens det hele hoppede op og ned.

35 knob og den rigtige beslutning

Natten til den 27. og frem til middag fortsatte det i samme stil. Vinden drejede lidt mod sydvest og tiltog. Vi søgte mod land og fik sidst på dagen en flot vinddrejning, der sendte os afsted på styrbord halse langs kysten.

Men jo længere vi kom fra land, desto mere vind og strøm. Middelvinden nåede 35 knob med mere i pustene. Sejlene blev reduceret trin for trin, indtil vi stod med J5 og til sidst måtte bjerge storsejlet helt.

Den sidste vejrmelding havde meldt maksimalt 30 knob, men vinden fortsatte over 35 i flere timer. Skipper traf beslutningen om at falde af og sejle med slæk mod vest i retning af land i fire til fem timer.

- Det kostede os alt kapsejladsmæssigt, men det var den eneste rigtige beslutning sikkerhedsmæssigt.

Vendepunktet

Den 28. december aftog vinden igen. Mere sejl op. Sydlig kurs. I en periode sejlede vi i meget let vind, og her kom jeg i mit es. Jeg ved stadig ikke, hvor stort vindhullet var, men vi overhalede alt inden for synsvidde.

Samtidig havde vi placeret os længst mod vest og fik derfor den nye vind først, da højtrykket passerede syd om os og fortsatte mod øst. Husk, at høj- og lavtryk drejer modsat hernede i forhold til på den nordlige halvkugle. Det sidder ikke i rygmarven.

Bass Strait blev til 17 timer på halvvind i solskin.

- Husk solcreme.

Surf mod Tasmanien

Natten til den 29. december drejede vinden mere mod nord og tiltog igen. Medvind på cykelstien. Vores største asymmetriske spiler, A1, holdt ikke til presset, men A5 FRO gav bedre kontrol.

- Topfarten blev 20,5 knob i et surf.

Senere bjergede vi spileren og satte fok. Farten faldt overraskende lidt. Andre – især planende bådtyper – har haft en fest her.

Tasman Island og målgang

Rundingen af Tasman Island er Sydney–Hobarts Kap Horn. Høje, stejle klipper skaber vindskygger og katabatiske fald. Dem kender vi godt.

- Vi fandt en Ho Chi Minh-sti og kom rundt i fuld fart, mens både bag os enten stoppede helt eller sejlede store omveje.

I Storm Bay lå omkring 15 både i nær vindstille. Vi kom ind med 10–12 knob og brugte hele paletten af letvejrs-tricks hjemme fra Holbæk Fjord til at overhale dem én for én.

Op ad Derwent-floden mødte vi modstrøm og endnu mindre vind. Da søndenvinden endelig meldte sig, kom top-spileren op igen, og vi sejlede 9–10 knob mod mål.

- Lang vandlinje kan noget.

Mållinjen lå i industrihavnen i Hobart. Få hundrede meter efter lå et krydstogtskib på tværs.

- Ingen fejring. Spileren skulle bare ned NU.

Jeg havde forsøgt at lære besætningen Theas målgangssang, men udtalen kneb, så jeg måtte nøjes med at nynne min egen version: Solskin ombord … Hobart Søbad.

En rigtig Sydney–Hobart

Sejltid: 3 døgn, 23 timer og 27 minutter.
Placering: 37 samlet og 15 i PHS.

128 startede.
93 gennemførte.
35 udgik.

De gamle kaldte det:

- En rigtig Sydney–Hobart.

Levede den op til sit rygte? Ja. En enestående oplevelse – både på vandet og på land. Fantastiske, generøse og ekstremt kompetente mennesker.

Hobart og Tasmanien er som en blanding af Oslofjorden og Skotland. Virkelig noget særligt.

Jens – out.