Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Anden weekend af Blue Week bliver markant større. Her sejles både OK Jollernes Nordiske Mesterskab, DH-DM og det traditionsrige Vejlbylund Brandsø Rundt. Foto: Peter Brøgger

Middelfart Sejlklubs Blue Week samler sejlsporten over to weekender

Melges 24-DM, OK-joller, H-Båd, DH-DM og Brandsø Rundt samles i ny stævneuge med kapsejladser og fællesskab i fokus. Arrangementet løber af stablen i den sidste weekend i august og den første i september.

Af Troels Lykke |

Middelfart Sejlklub tager endnu et stort skridt i udviklingen af Vejlbylund Brandsø Rundt, når klubben i år lancerer Blue Week – en ny stævneuge, der strækker sig over to weekender med bred deltagelse fra hele den danske sejlsportsverden.

Arrangementet løber af stablen i den sidste weekend i august og den første i september og samler joller, klassebåde og distancekapsejlere i et fælles format, hvor både det sportslige og det sociale er i centrum.

Fra traditionsrig sejlads til moderne sejlsportsfestival

Brandsø Rundt kunne i 2023 fejre 60-års jubilæum, og det blev samtidig startskuddet til en større udvikling. Sejladsen blev udvidet med H-Bådenes Eliteserie, og det blev fundamentet for det nye koncept, der i år kulminerer i premieren på Blue Week.

– Blue Week er et forsøg på at samle sejlere i Danmark til en større begivenhed med vægt på såvel det sportslige som det sociale, siger Steen Madsen, næstformand i Middelfart Sejlklub og stævneleder for Blue Week. – Vi er helt klar over, at det kræver en målrettet indsats, men nu har vi sat os for at gøre et helhjertet forsøg og vi glæder os til at se, hvor det bringer os hen.

Melges 24 og H-Både åbner stævneugen

Første weekend står i kølbådenes tegn, når Melges 24-klassen sejler danmarksmesterskab, og H-Bådenes Eliteserie afvikler 3. afdeling.

– Melges 24 og Eliteserien har været sammen til stævner nogen gange i løbet af de sidste tre sæsoner, og det har vist sig, at de to klasser går rigtig godt i spænd med en fin afvikling på samme bane, fortæller Steen Madsen.

Der forventes deltagelse af godt 10 Melges 24-både og op mod 25 H-Både. Samlet peger det mod omkring 100 sejlere i den første weekend – et niveau, der matcher klubbens tidligere succesfulde DM-stævner for Folkebåde og Wayfarer.

OK-joller, DH og Brandsø Rundt i finaleweekenden

Anden weekend af Blue Week bliver markant større. Her sejles både OK Jollernes Nordiske Mesterskab, DH-DM og det traditionsrige Vejlbylund Brandsø Rundt, som i år også fungerer som mesterskab i distancekapsejlads for klubhold.

– Den rejse vi er på i Middelfart Sejlklub tog sit udgangspunkt i Vejlbylund Brandsø Rundt. Så den sejlads er fortsat et centralt element i Blue Week. Derfor gør vi vores til, at sejladsen fortsat kommer til at spille en central rolle for distancekapsejlerne i regionen, forklarer Steen Madsen.

De nordiske mesterskaber i OK-jolle kommer i kølvandet på EM i Warnemünde, hvor de danske sejlere ikke fik medaljer – men med stærke profiler som Jørgen Lindhartsen, er forventningerne til et dansk comeback på hjemmebane store.

Samtidig vil DH-DM samle både store og små både, herunder flere med over 10 besætningsmedlemmer, hvilket giver en ekstra dimension til sejladsbilledet i Lillebælt.

– Alt i alt tror vi, at den anden weekend ender på deltagelse af mere end 100 både og op imod 400 sejlere. Vi har gjort klar til et stort rykind og glæder os til den første udgave af Blue Week, afrunder Steen Madsen.

Blue Week i Middelfart

  • Hvornår:
    30. august – 1. september og 6. – 8. september 2025

  • Hvad:

    • DM i Melges 24

    • H-Bådenes Eliteserie (3. afdeling)

    • OK Jollernes Nordiske Mesterskab

    • DH-DM

    • Vejlbylund Brandsø Rundt – klubholdsmesterskab i distancekapsejlads

  • Tilmelding og info:blueweek.dk

content-loader
content-loader