Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Askeladden blev grundlagt i Hagavik i Bjørnafjorden i 1911 og har gennem årene produceret mere end 95.000 både. Foto: Troels Lykke

Askeladden Boats er konkurs efter 100 år: Kassen er tom

Efter mere end 95.000 producerede både er det slut for norske Askeladden Boats. Det traditionsrige værft indgav konkursbegæring 1. september efter flere år med svigtende efterspørgsel, stigende omkostninger og presset privatøkonomi blandt nordiske bådkøbere.

Af Troels Lykke |

Et af Norges mest kendte motorbådsmærker har måttet give op.

Askeladden Boats AS indgav 1. september konkursbegæring efter mere end 100 år i bådbranchen. Virksomheden blev grundlagt i Hagavik i Bjørnafjorden i 1911 og har gennem årene produceret mere end 95.000 både.

Askeladden er især kendt for daycruisere, bowridere og pilothouse-både og har i årtier været et stort navn på det norske og nordiske marked.

Markedet ændrede sig markant

Ifølge selskabet er markedet for fritidsbåde mellem seks og ni meter blevet markant vanskeligere gennem de seneste tre-fire år.

Bestyrelsesformand Henrik J. Askvik peger blandt andet på faldende købekraft og lavere forbrugertillid blandt den nordiske øvre middelklasse, som traditionelt har været en central kundegruppe for Askeladden.

- Den krympende pengepung og manglende forbrugertillid blandt den øvre middelklasse i Norden har fundamentalt ændret markedet, siger Henrik J. Askvik til nettavisen.no

Virksomheden peger samtidig på krigen i Ukraine, inflation, højere renter samt økonomisk og geopolitisk usikkerhed som væsentlige årsager til nedgangen.

Forsøgte at redde virksomheden

Ejerne har gennem længere tid forsøgt at vende udviklingen.

Der er blandt andet blevet gennemført besparelser og tilført kapital, ligesom Askeladden har udviklet nye modeller og søgt efter både investorer og strategiske samarbejdspartnere.

Det har imidlertid ikke været nok.

- Nu er sejladsen slut, lyder meldingen fra selskabet.

Ifølge Askeladden er egenkapitalen væk, mens der heller ikke længere er tilstrækkelig likviditet til at fortsætte driften.

- Vi mangler både tid og finansielle muskler til på ny at gøre selskabet bæredygtigt i dette nye landskab. Vi står nu ved en skillevej, hvor egenkapitalen er væk, og kassen er tom. Den eneste ansvarlige handling er derfor at begære selskabet konkurs, skriver Askeladden.

Pris til ny model kort før konkursen

Konkursen kommer samtidig med, at Askeladden fortsat har haft succes med udviklingen af nye både.

Den nye Fenix C66BR blev således kåret som årets dagsturbåd under bådudstillingen Båter i Sjøen i Norge.

Modellen er desuden nomineret til den internationale Best of Boats Award 2026, der afgøres i Berlin i november.

Den produktmæssige anerkendelse har dog ikke været nok til at sikre økonomien.

Konkursen rammer både medarbejdere, forhandlere, leverandører og kunder omkring et bådmærke, der gennem mere end et århundrede har været en markant del af norsk fritidsbådshistorie.

content-loader
content-loader