Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Besætningen fra Rescue Heimdal hjalp kvinderne med at spænde vantskruen, så riggen blev stabiliseret. Foto: Dansk Søredsningsselskab

Kvinder klarede selv havari i Albin Vega

Redningsmandskab fra Dansk Søredningsselskabs station i Helsingør rykkede ud efter melding om en mulig knækket mast. Kvinderne fra Sverige fik dog selv sejlbåden sikkert i havn, hvor det viste sig, at et sallingshorn var knækket.

Af Troels Lykke |

To kvinder om bord på en ældre Albin Vega fik lørdag eftermiddag problemer under sejlads cirka to sømil nord for Helsingør.

Klokken 14.37 blev Dansk Søredningsselskabs station i Helsingør alarmeret om sejlbåden. Den første melding lød på, at båden muligvis havde knækket masten.

Redningsbåden Rescue Heimdal forlod stationen allerede klokken 14.45 og satte kurs mod området nord for Helsingør.

Sejlede selv i havn

Det lykkedes ikke redningsmandskabet at få kontakt med kvinderne om bord. Kort efter kom der imidlertid besked fra Joint Rescue Coordination Centre, JRCC, om, at sejlbåden var nået sikkert ind i Helsingør Havn ved egen motorkraft, fortæller Dansk Søredningsselskab.

Redderne fra Rescue Heimdal fandt efterfølgende båden i havnen. Her kunne de konstatere, at masten fortsat stod oprejst og var intakt.

Problemet skyldtes i stedet, at det ene sallingshorn var knækket. Det havde medført, at et af vanterne, som støtter masten, var blevet slapt.

Kunne fortsætte mod Råå

Besætningen fra Rescue Heimdal hjalp kvinderne med at spænde vantskruen, så riggen blev stabiliseret.

Efter hjælpen kunne de to kvinder fortsætte turen hjem mod Råå på den svenske side af Øresund. Sejladsen skulle foregå for motor.

Rescue Heimdal var tilbage på redningsstationen i Helsingør klokken 15.15.

content-loader
content-loader