Bådliv på Budget: 23 tons cementbåd, modvind og et valg om at stoppe

Jeg har ejet cementbåden  siden d. 7/2-2022. Den har ligget i København frem til sommeren 2025, hvor jeg sejlede nr. 3 tur i dens liv fra nordtippen af København til Vallensbæk Havn, helt inde i bunden af Køge Bugt. Det var en episk tur, som du kan læse om andetsteds her på minbaad. (se relaterede artikler, red.)

Træt af at være altmuligmand ombord

Efter ankomsten til Vallensbæk kunne jeg godt mærke, at jeg var træt af livet som altmuligmand ombord på en gammel cementskude, forklarer Anders Steen videre.

Jeg savnede et mere simpelt bådejerliv efter 3 år som fuldtids bådebygger, elektriker, VVS’er, tømrer, snedker, metalarbejder, maler, dykker, rigger – og en sjælden gang imellem sejler!

Det der med sejler har hørt til sjældenhederne, og det var jo også en af grundene til, at jeg i sensommeren købte en lille turkatamaran, som du også kan læse mere om her på minbaad.

Planen om at komme på land – for første gang siden 2011

Som efteråret nærmede sig, begyndte også forberedelserne til, at båden skulle på land for første gang siden 2011. Ifølge DTU kan et ferrocementskrog ligge i vandet i 200 år, før det forgår. Jeg tror, det er rigtigt, men selvfølgelig med undtagelse af de forskellige fittings som skroggennemføringer, rorhængsler, skrueaksel, propel osv.

Derfor var en del af planen med at sejle til Vallensbæk også, at de har en moderne 30 tons kran og et stativ til både over 20 tons. Begge to er en relativ sjældenhed i de øresundske lystbådehavne.

Jeg ved fra byggetegningerne, at en Fijian 47 burde veje omkring 20 ton. Problemet er bare, at “omkring” er et vidt begreb, særligt når byggeriet efter sigende er udført af nogle skæve hippier. Derfor har det været en nødvendighed at finde en havn, hvor kapaciteten lå væsentligt over 20 tons.

Sidste krantid – og pres på alle fronter

Jeg havde valgt den sidste krantid d. 14. november kl. 08.30, præcis 10 dage efter min 41-års fødselsdag og 1 dag før forsikringen ikke længere dækker ved ydermolen, hvor min plads ligger.
I dagene op til knoklede jeg med at blive klar. Først og fremmest til at blive løftet, men så sandelig også til sejlturen hen til kranen.

Som de skarpe læsere måske erindrer, var turen fra København ikke uden problemer. Særligt den hydrauliske styring havde været en udfordring, fordi man ikke får noget feedback fra roret, så man aldrig ved, hvad vej båden sejler. Og denne gang skulle det vise sig, at hydraulikken stadig ikke syntes, den havde fået opmærksomhed nok.

Forberedelserne – og den 40 hestes sidste chance

Dagen inden løftet hoppede jeg i gummibåden, hvis motor i øvrigt også er begyndt at drille, selvom den lige har været på værksted.
Nå, men jeg fik løsnet de sikkerhedsanordninger, jeg havde lavet, og fik sænket den 40 hestes Mariner ned af det hjemmelavede stativ på hækken.

Den har hængt der siden vi ankom til Vallensbæk, og det var også sidste gang, den har været startet. Med et nyopladt batteri fik jeg liv i maskinen til min store lettelse. Den er ikke vild med tomgang, men det er ikke så vigtigt på den korte tur. Den skal nemlig have masser gas for at skubbe de 23+ tons i gang.

Letmatrosen og sidevinden

Da dagen oprindte var det min altid trofaste kæreste og letmatros Camilla, som havde fået den tvivlsomme ære at komme med på turen.

Hun har ikke meget sejlerfaring, og har mest sejlet langs stranden i katamaranen og gummibåden, men hun er en stærk pige, og hun vil gerne være med der, hvor det sker.
All right! Men det er sgu svært for en gammel kaptajn, der helst vil skåne kvinden fra sejlerlivets bagside. Måske er det på tide, at jeg får justeret mit syn på kønsroller… men for fanden, jeg vil jo ikke skræmme hende væk.

Desværre var der den morgen lidt mere sidevind, end jeg brød mig om. Vi ligger meget udsat som en af den sidste håndfuld både helt ude ved havnehullet, og når vinden er i øst, så kan det godt skabe en del søer i yderhavnen – og sådan var det også på denne novemberdag.

Det sammenholdt med, at påhængsmotoren ikke må komme ind under broen, gør, at det kræver timing – og i virkeligheden mere end de fire hænder, vi tilsammen kunne præsentere.

Springet, pælen og det første chok

Med alle fortøjninger smidt med undtagelse af et enkelt spring på luv bov fik maskinen alt, hvad den kunne trække.
Camilla stod på springet, og jeg på det store rat. Det gik den første meter, indtil springet desværre fik for godt fat i pælen, og hele båden blev trukket ind mod den.

Det lykkedes at få den vristet fri, men hele bagbords side gned sig, og søgelænderet måtte betale prisen. Heldigvis er det bare noget tyndt havehegn fra byggemarkedet, så det betyder ingenting. Det vigtigste var, at vi stadig havde 20 fingre og godt humør!

Slalom gennem havnen

Vel ude mellem pælene slog jeg roret i borde og tog gassen af. Der gik sikkert kun få sekunder, men det føltes som lange minutter, før stævnen endelig begyndte at dreje. Jeg lavede et herresving og havde retning direkte ind gennem løbet og pegede på kranen.

Desværre ligger den lidt dumt klemt inde i bunden af havnen, og der lå en større motorbåd inde ved flydebroen. Jeg havde været ovre og kigge og mente nok, at jeg med en kombination af det store ror og det lille rat på påhængsmotoren kunne få nørklet skuden ind.

Havnefogeden insisterede på styrbord side mod bolværket, og det betød altså baglæns ind… tak for kaffe!
På vejen ind gennem løbet måtte jeg stå og styre kontra som en anden jonglør. Man aner som sagt ikke, hvor roret står, fordi jeg ikke har en rorindikator, og fordi hydraulik ikke retter op af sig selv. Så vi sejlede aldrig lige ud – hele tiden slalom.

Vel inde i bunden af havnen gik jeg i gang med den planlagte elegante manøvre, men noget var galt, for rattet blev hårdere og hårdere, og præcis som vi havde allermest brug for det, skete der noget, som jeg aldrig har set før.
Selve ratpumpen flækkede, og olien løb ud og ned på dækket.

Fortøjning under pres

Jeg kastede mig over påhængsmotorens rat og gik i gang med skiftevis at bakke, dreje og gå frem i et møjsommeligt forsøg på at få bakket bagenden op til dieselstanderen, hvor jeg havde aftalt med havnefogeden, at jeg skulle ligge for natten.

Vi fik en trosse i land, og Camilla måtte kæmpe alt, hvad hun havde lært, i en kombineret kraftanstrengelse og forsøg på at forstå de noget kryptiske meldinger, der kom nede agtenfra:
“Lidt mere tot på liv”
“Slæk lidt på hækken”
“Er den i klydset?”

Jeg øver mig på at tale normalt, men i en presset situation tyr man jo til det velkendte – og for fanden, jeg har sejlet siden jeg var knægt…

Diesel, kontraster og kærlighed

Lige som de sidste trosser var bundet fast, ankom der en meget stor motorbåd fra bådsælgeren på den anden side af havnen. Den var ikke meget længere end min, men højere og meget bredere. De råbte ude fra bassinet, at de skulle have diesel… helt super, når man lige har lagt sig foran standeren.

Jeg råbte tilbage, at så måtte de lægge sig udenpå. Jeg havde simpelthen ikke energi til flere forflytninger den dag.

Jeg hjalp dem med at trække slangen hen over mit dæk og hen til deres tankdæksel. Efter nogle minutter klikkede standeren. Max 1500 kr. pr. fyldning… Jeg skulle hilse og sige, at det blev til en del ture hen over dækket med pistolen, der skulle tilbage i standeren, inden man kunne tanke for 1500 mere.

Ham sælgeren så sgu lidt misfornøjet ud ved hele situationen – og kontrasten var til at skære i. Da de sejlede ud igen, tænkte jeg på, hvor meget jeg elsker min båd. Måske endda endnu mere efter jeg havde haft det moderne lokum på besøg.
Og min letmatros – hende elskede jeg helt sikkert endnu mere efter den præstation.

Natten før løftet

Camilla kørte, og jeg gik i gang med de sidste småting. En ting var, at forstaget skulle af, en anden at gummibåden skulle op på dækket og ligge. Det kom den i bælgravende mørke med pandelampe og lyset fra mastekranen.

Michael, kranen og 23,33 tons

Næste morgen kl. 7 stod jeg på dækket igen. Jeg nåede lige præcis at koge vand til morgenkaffen, da min elskede ven og makker Michael stod på dækket!
“Hva’ så knægt”
“Ja hvad så man…”

Der falder en helt særlig ro over mig, når han er med. Vi har efterhånden været igennem så meget vanvittigt i vores relativt korte venskab, og efter alt at dømme skal vi endnu mere til næste år – men det må blive en anden historie.

Vi gik i gang med at vende båden. Michael på broen og mig på påhængsmotoren. Præcis som vi var landet den rigtige vej, kom havnefogeden og hans makker. De arbejdede hurtigt – desværre så hurtigt, at jeg ikke fik stillet de kameraer op, jeg havde tænkt mig. Jeg måtte nøjes med telefonen og et GoPro i panden.

Vi fik stropperne på og begyndte at løfte. Husk på, at jeg aldrig har prøvet det før, og at jeg har set videoer af cementbåde, der knækker på grund af stroppernes tryk. Det knagede og bragede, da stropperne begyndte at få fat.
Der lød et brag, da bagenden faldt en halv meter ned. Det var agterstroppen, der gled af kølen og op under skroget.
Vi fortsatte forsigtigt.
Kranens vægt stod og flimrede. Jeg holdt vejret, da den stabiliserede sig.
23,33 tons!
Fanme godt, jeg ikke prøvede en 20 tons kran, tænkte jeg.

På land – lettet og vemodig

Efter nogle nervepirrende minutter stod hun i sit stativ.
Bunden var chokerende pæn. Havnefogedens makker konstaterede tørt, at reglerne for bundmaling nok var lidt lempeligere dengang.
Efter en time med højtryksspuling gad vi ikke mere. Det var koldt, og jeg var mentalt flad efter en monumental dag og dagene op til. Det føles helt uvirkeligt – båden står på land. Mit hjem, min kærlighed, mit byggeprojekt. Lettet og lidt vemodigt.
Vi skålede i varm kaffe hen over fiskefileten på havnerestauranten.
Jeg kan ikke hvile længe, for jeg har jo fire andre både… og Michael har en Elvstrøm 38, som jeg går rundt og bliver mere og mere forelsket i.
Måske kommer der en historie om, hvordan jeg blev medejer af sådan en… hvem ved.

Anders Steen